And now for something completely different…
I går aftes (søndag, red.) lå jeg og så Derren Brown. I ved, ham den britiske trenchcoat-bærende, skæggede fyr, der, der kan forudse alt muligt, så alle folk lige må tage hatten af og sige “EJ, hvordan GØR han?” mindst fire gange i hver episode. Ham.
Anyway, han var på væddeløbsbanen for at bevise, at det kan lade sig gøre at finde et system, så man kan tippe vinderhesten rigtig hver gang. Det viste sig til sidst, at det slet ikke kan lade sig gøre, men at han bare havde ladet over 7.000 mennesker begynde med at tippe og så give dem forskellige resultater, så det til sidst ikke kunne undgås, at der var én, der havde tippet rigtigt hele vejen.
I ved, ligesom at spille på ALLE tipskombinationer. Så vinder man nemlig helt sikkert. Man taber så også en del. Men det er mindre relevant, hvis man synes det samme som Derren Brown.
NÅ, men det er ikke dét, jeg vil frem til. Jeg hader nemlig Derren Brown nu og vil aldrig se hans lorteshow igen. Han viste nemlig op til flere hækkeløb fra en engelsk væddeløbsbane. Til jer, der ikke ved det, er et hækkeløb præcis, hvad det lyder som. Et væddeløb, hvor der bare er hække involveret, som hestene skal hoppe over. Som med mennesker.
Med den ene forskel, naturligvis, at der sjældent – hvis nogensinde – er atleter, der er døde ved hækkeløb. Det er til gengæld ikke tilfældet for de stakkels væddeløbsheste. Undervejs i Derren Browns møgshow viste kameraet nemlig en fin lille skimmel, som lå nummer to i løbet, der på vej over den sidste hæk snublede og landede lige på halsen, trillede rundt og blev liggende.
Klip til en usympatisk negerkælling, som står og jubler, fordi hendes hest i stedet er ved at vinde løbet. Og Derren Brown, der selvtilfreds siger “havde du forventet det?” Klip tilbage til kællingen, der smiler og er glad for sine 1.000 punds præmie. Klip tilbage til hesten, der stadig ligger ned. Klip til glad negerkælling (som sikkert i øvrigt er britisk statsborger, men jeg hader hende alligevel efter at have set, hvor ligeglad med den fine lille hest, hun var). Klip tilbage til hesten, som nu – heldigvis – er kommet op at gå.
Dén episode fik mig til at tænke. Okay, først stoppede mit dyreelskende hjerte, så hev jeg lidt efter vejret, så råbte jeg “hvad skete der med hesten? Er hesten okay?”, og så græd jeg lidt over verdens uretfærdighed. Men dérefter kom jeg til at tænke.
Gad vide, hvor mange heste, der dør på grund af den slags årligt?
Gad vide, hvor mange heste, der bliver aflivet, fordi hesten udfører den pligt, jockeyen sætter den til. Fordi den gør, som menneskene ønsker, fuldstændig mod dens natur. Gad vide, hvor mange heste, der snubler af træthed, i mudderet eller lander forkert. Og som konsekvens brækker halsen eller benet eller noget andet og må aflives eller dør på stedet.
Jeg havde på en måde håbet at finde ud af, at det ikke var så galt, og at de halsbrækkende (pardon) styrt så værre ud, end de var. Men det er ikke tilfældet, kunne jeg til min frygt konstatere, da jeg efter en hurtig googling fandt frem til overskrifter som:
“Seven horses die in less than a month at Santa Anita race track” (LA Times, januar, 2009)
“Around 800 racehorses die each year from fatal injuries suffered on US racetracks. An additional number of approximately 3,566 sustain injuries so bad that they cannot finish their races.” (Idausa, 2005)
“More than 1,200 horses killed at racetracks in 2008″ (Orlando Sentinel, september, 2009)
Og det er bare på amerikanske baner… kigger man på britiske kan man også falde over events, hvor 6-9 heste er døde på banerne som følge af styrt og skader.
JESUS CHRIST!!! Hvorfor er der ingen, der gør noget?? Jeg vil vædde med, at hvis 1.200 ryttere døde på banerne hvert år, var der nogen, der ville spørge, om det måske var helt hensigtsmæssigt. Og rytterne har endda selv valgt at ride de åndssvage løb. Hestene har ikke haft en chance.
I forvejen er jeg gal på hele væddeløbscirkuset, fordi hestene bliver redet til alt for tidligt og som følge får knoglerne fuldstændig smadret, inden de er fem år gamle. Men det her går simpelthen ind under kategorien “ting, jeg ville ønske, jeg ikke vidste.”
Må jeg tillade mig at foreslå, at hver gang, en hest dør under et løb, skal jockeyen dø sammen med hesten. Eller, egentlig må ejeren af hesten og jockeyen spille sten, saks, papir om det. Herregud, det er jo bare en indsprøjtning. Hurtigt og humant. Han når ikke at føle noget. Hvis det skal gå fair til, skal jockeyens og hestens liv være lige meget værd. Hvis én dør under løbet, dør den anden også.
I sådanne tilfælde er jeg på dyrenes side. Mennesker har selv valgt at sætte sig op på en hest og tumle rundt på en græs- eller grusbane. De kender risikoen. Hestene ved ikke en skid. Ergo er det mere synd for dem, hvis der sker noget. De gør alt arbejdet, mens ejerne deler præmiepengene, hvis hesten vinder (såfremt den ikke styrter og dør undervejs). Lortemennesker. Lortemenneskehed.
For yderligere ubehagelig læsning:
http://www.chai-online.org/en/compassion/entertainment_racing.htm
Hvis man skal tro denne – meget partiske – kilde, bliver et stort antal heste avlet for at producere enkelte, som er hurtige nok til at være med i de store løb. Et antal bliver solgt videre, men idet de ofte ikke kan fungere som rideheste, fordi deres led eller knogler er ødelagt, bliver de ofte aflivet. Hvor man sandsynligvis skal forvente en vis overdrivelse er der dog henvisninger til både avisartikler og undersøgelser, som er lige dele kvalmende og mere kvalmende.
“Ex-Racehorses Starve as Charity Fails in Mission to Care for Them”
http://www.nytimes.com/2011/03/18/sports/18horses.html?_r=1
Jeg er ikke Peta-tilhænger som sådan, fordi fanatisme aldrig er godt for noget, men i dette tilfælde er jeg ikke afvisende over for at erklære mig enig i visse af påstandene (såfremt de er velunderbyggede) – og her er der rent faktisk links til dokumentation. Wikipedia-style. Tak, Peta.
P.S. Jeg går ind for at aflive dyr, hvis det har et formål. F.eks. hvis man skal lave lækker bacon dagen efter og skal bruge grisen. Men hvis vi skal have lov til at æde dyrene, skal vi satme også behandle dem godt, mens de er i live og kun aflive dem, hvis de er døende, eller hvis vi skal spise dem. På en ordentlig og human måde. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal bruge dyr som legetøj eller til at tjene penge på og så smide dem ud med skraldet, når de ikke duer til noget mere. Hvad er det nu for en arrogant holdning?
