Nogle gange lander man sig et job, hvor man simpelthen MÅ tænke “hold da ferie på Fanø, hvor er jeg heldig at have det her job.” I Danmark må et sådant job være noget i nærheden af konsulent for et større firma, som ikke aner, hvad man egentlig er blevet ansat til, eller at sidde i en tænketank udpeget af regeringen til at modtage et skyhøjt honorar i fire år for derefter at komme med en anbefalende rapport, som ingen læser alligevel.
I Kenya må det mest heldige job være safariguide. Naturligvis har jobbet sine regnvejrsdage, hvor kunderne brokker sig, bilen punkterer, og der kommer chokoladesovs på ens sidste rene, sandfarvede guide-skjorte med firmalogo på brystet. Men langt de fleste dage lever man nu engang over vanlig kenyansk standard. Vores søde guide, Leonard fra Mombasa, som på trods af første antagelse vist ikke er eller kender nogen, der er pirater, har i hvert fald levet det søde liv i denne uge. Baseret på dét har jeg udfærdiget en liste over de ting, chauffører og guider får lov til, som ser nogenlunde således ud:
Du får forlængede kaffepauser, fordi du kan sætte kunderne af ved en attraktion uden chance for at køre videre, før du selv har drukket ud. Kunderne vil se den lange pause som en service, så de ikke skal føle sig stressede og vil ikke turde at sige noget. Alt imens kan du slappe af.
Køreturene er lange og mange. På den anden side betaler folkene på bagsædet penge for at køre selvsamme tur. Så på en måde er chaufføren heldig at blive betalt for det samme. Lidt som en buschauffør, som får drikkepenge for at køre 18‘eren ad Jagtvej i myldretiden. Det er der ingen buschauffører, der gør, men jeg siger bare, at HVIS der var, var det det samme.
Desuden er det dit arbejde at se på vilde dyr og prøve at komme så tæt på dem som muligt. Hvis du er den, der har set det fedeste dyr en bestemt dag, kan du prale af det til de andre guider om aftenen og vise de videoer, du har optaget med din mobiltelefon, selv om det betød, at kunderne måtte vente på, at du blev færdig med at filme, før I kunne køre videre.
I samme åndedrag har du lov til at filme dine kunder, uden at de ved det (jep, det gjorde han sørme) og vise filmene til dem en solrig eftermiddag, hvor de måske og måske ikke sidder og bliver lidt ubehageligt til mode over at være blevet overvåget på den måde. Du behøver heller ikke forklare, hvad filmene skal bruges til, for hvis kunderne spørger på engelsk, kan du spille “ikke mit modersmål”-kortet og svare noget helt andet.
—
Du kan til enhver tid sige “it’s too dangerous” hvis kunderne spørger om noget. Uanset hvad det næsten måtte være. De vil sandsynligvis ikke gide tage en diskussion med den mand, de er dybt afhængige af for at komme rundt af frygt for at blive sat af midt i den fattigste bydel i en større by.
Når du kører forkert, er der en god chance for, at folk i bilen ikke vil vide, at du er kørt forkert. Hvis de opdager det alligevel, kan du blot sige “it’s a shortcut”, hvorefter de muligvis vil mumle på deres eget sprog, at det da ikke kan passe, at det er en genvej, når I har lavet tre u-vendinger og fem venstresving i træk, men igen er det ikke attraktivt for nogen at komme med kommentarer. De kender jo ikke selv vejen, vel?
Det forventes ikke, at du er renlig. Så selv om kunderne måske lige åbner vinduet en gang, når du nyser højlydt uden at holde ærmet for munden eller hurtigt afspritter hænderne, når du insisterer på at give hånd efter at have tisset i det fri tre gange på en fire-timers køretur, vil de ikke sige noget. For hvem vil indikere, at du er uhygiejnisk? Ikke en civiliseret safariturist, der gerne vil virke høflig og overbærende i hvert fald!
—
Det er også okay at lugte af sved. Halvdelen af alle kuffertbærere og sikkerhedsfolk på selv de fineste hoteller lugter alligevel af sved, så hvorfor ikke også dig? Igen vil ingen sige noget til dig af frygt for at virke i bedste fald sippede og i værste fald racistiske (selv om ingen racist ved sine fulde fem vel ville besøge et stort land fyldt med mahognibrune mennesker). Selv om du og dine medkenyanere sveder, er det alligevel okay at hævde, at det er koldt, fordi det er vinter, og at det er derfor, alle folk ude på gaden render rundt med huer og store dunjakker. Turisterne magter ikke at få uddybet dette paradoks og vil affinde sig med dunsten.
Du kan med ro i sindet afbryde kunderne og sige “sssch, I’m talking”, når de afbryder din talestrøm for at få uddybet noget, som du fire minutter efter alligevel vil spørge, om de har forstået. Alene chokeffekten vil få turisterne til at holde mund, fordi de ikke er vant til, at folk, som skal servicere dem, leger sur farmand. Ligeledes kan du komme med små-arrogante “as I told you…” bemærkninger, når de så alligevel drister sig til at spørge igen, hvad du egentlig har forsøgt at forklare på dit halvsløje engelsk.
Hotelbuffeterne får du lov til at spise af lige så tosset, du vil. Det er derfor, man sjældent ser en tynd safariguide. Og hvis du er tynd, er du sikkert ny i faget. Bare vent. Du skal nok blive fedet op før eller siden.
