Ækvator-skiltet står blot tre meter fra vores jeep. Uden for bilens støvede vinduer skinner solen og indbyder til et rigtigt turistbillede ved skiltet, så vi kan tage tilbage til Danmark og vise, at vi rigtignok har krydset Ækvator i den kenyanske ødemark.
“Can we get out of the car?”, spørger jeg, så godt som allerede på vej til at rejse mig med kameraet i hånden.
“No,” siger vores chauffør Leonard. “I will show you another sign. Where you are safe.”
Jeg kigger ud af de støvede vinduer og spotter 10-15 kenyanere i en radius af 30 meter fra vores bil. De ser meget fredelige ud. Et øjeblik føles det som om, vi er med i en zombiefilm, hvor kenyanerne – hvis vi vover os ud fra jeepens helle – vil komme vraltende sultent hen mod os med armene strakt frem foran kroppen, overmande os og spise vores hjerner. De går langsomt, næmest sløvt rundt i morgensolen og lader ikke til at være interesserede i os. Men det er ikke tilfældet, har Leonard før advaret os om. “They see white people, they see money. If you get out, they will come and they will take your money. They will hurt you,” fortalte han os tidligere, da vi kørte gennem en lille landsby og naivt spurgte, om det var okay, hvis vi hoppede ud af bilen og gik en tur blandt de lokale. Så meget for gode, kristne mennesker og ikke-materielle værdier. Den tørre konstatering “but they are people, not animals” popper op i mit hoved, men jeg tør ikke sige noget til den mørke chauffør af frygt for, at han vil misforstå. Jeg siger intet, men bøjer mig og sætter mig langsomt til rette på det grønne sædeovertræk igen.
Vi kører videre og ser Ækvatorskiltet forsvinde i bagruden. Det var så dén oplevelse. To-tre timer senere står vi blandt 40 japanere og næsten lige så mange amerikanere ved en turistfælde af et ækvatorskilt, hvor solen er forsvundet bag et tyndt lag skyer, og lokalbefolkningen – på nær de obligatoriske sælgere, der nærmest messer “I give you good price. You have a look. You have a look”, så snart man hopper ud af bilen – er holdt på behørig afstand. Jeg bliver kontrær og gider ikke have et billede af mig selv ved skiltet, når det betyder, at man får fire japanere, der laver peace-tegn med i baggrunden. “Vi kunne sagtens være steget ud det andet sted,” tænker jeg lidt bittert. Overvejer dog alligevel at købe et “jeg krydsede Ækvator”-certifikat for 300 kenyanske shilling (lidt under 30 kr.), men stædigheden vinder, og jeg går fra skiltet med alle penge på lommen.
Ovenstående er ikke et enestående tilfælde på, hvordan hvide turister bliver holdt så langt væk som muligt fra de indfødte i Kenya. Hver gang vi stopper for at tisse eller købe vand eller kigge på souvenirs, sker det ved en butik, hvor der i forvejen holder 5-10 safarikøretøjer, og hvor der i forvejen er en del turister tilstede. Ved det første sted vi holdt rast, da vi var godt undervejs fra Nairobi til nattens lodge nær Nanyuki, stod der en vagt ved porten, som advarede mig mod at gå ud fra butikkens område. “Cars drive very fast” var hans argument, thi der var en landevej lige udenfor. Og så sandt var det; bilerne kørte hurtigt, og det skulle jeg selvfølgelig passe på. Som jeg gør hver dag derhjemme.
Jeg ved ikke, om vagten virkelig bare ikke stolede på europæeres syn og evne til at bevæge sig over befærdede veje, eller om han blot ikke ville have, at jeg gik ud og kiggede på lokalsamfundet, men jeg blev i hvert fald overvåget af ham i al den tid, jeg stod uden for hegnet. Ubehageligt til mode luskede jeg tilbage i mængden af asiater med safarihatte og støvmasker, hvor jeg hørte til.
Irriterende er det, når man er vant til at være soloturist og i stand til at gå og køre, hvorhen man vil. At man med ét er underlagt en lokalkendt (når han da ikke lige kører en omvej på 2-3 timer, hævder at man kører på en “shortcut” og spørger om vej hvert 20. minut, som det skete for os allerede på dag 2) chauffør, som fortæller én, hvor man kan og ikke kan bevæge sig hen. Ikke mere end 20 skridt får man lov til at trisse rundt alene. Fra bussen og til hotellet, rundt på hotellets område (med eskorte efter mørkets frembrud), fra hotellet og til bussen, fra bussen til butikken og tilbage igen. Man kan ikke stige ud, og man kan ikke lave programmet om. Man må som udgangspunkt slavisk følge den rute, der på forhånd er lagt, når man er på planlagt safarirundtur. Til gengæld bliver man opvartet fra morgen til aften og skal ikke tænke på ruteplanlægning, og om man nu har råd til at sove på en turistlodge (som er lysår – LYSÅR – pænere end de skure, kenyanerne kan tjekke ind på) eller hvad.
Jeg tænker, at nogle kan lide det, og andre kan ikke. I hvert fald er det svært at brokke sig over tre gode måltider mad dagligt, som man kan være ekstra heldig at fange et eksotisk maveonde af at spise, hoteller med pool, aber i vindueskarmen og løver, der parrer sig tre meter fra én. At lokalbefolkningen så må holde sig på behørig afstand, medmindre de er ansat på hotellerne, kan man på én eller anden facon godt leve med.
Dog er jeg stadig sur på Leonard over det med ækvatorskiltet.
