Professionsbachelor i ligegyldighed

Den 11. januar klokken 9.50 trådte jeg ud af lokale 312 på Journalisthøjskolen som færdiguddannet journalist. Tak. Tak. Mange tak. *Laver nedadgående håndbevægelser, signalerer til folket, at klapsalverne kan dø ud nu*.

Jeg er meget glad for min uddannelse, selv om jeg endnu ikke har formået – på trods af mangen en stille aften alene med tankerne – at finde ud af, om jeg kan bruge den til noget, og i så fald hvad. Da jeg ikke vil bruge flere kræfter på at forsøge at finde ud af det, har jeg nu investeret i en PS3, så jeg kan nakke nogle bevæbnede fjender og se, om jeg kan bruge dét til noget i stedet. Men nok om mit privatliv. Dette er en professionel stund, som skal håndteres som sådan.

Mit manglende eksamensbevis har jeg forsøgt at få vredet ud af skolens små, fede betonhænder i månedsvis. Af princip. Fordi man skal holde, hvad man lover. Og fordi jeg ikke har andet at give mig til (se også forrige afsnit).

Derfor har jeg forfattet en mail til skolens rektor, Anne-Marie Dohm. Studieadministrationen kan ganske åbenlyst ikke hjælpe mig, og man skal altid gå til øverste, ansvarlige instans. Det lærte jeg på 2. semester. Eller også var det 1. Men det er skolen, der har lært mig det, og så må skolen også tage slagene, når de kommer. Især når slagene er leveret på en så pragtfuld, passiv-aggressiv og langtrukken facon som følgende:

1. marts 2011

“Kære Anne-Marie,
Jeg skriver til dig, fordi du som rektor er øverste ansvarlige for Journalisthøjskolens procedurer i forhold til dens studerende. Desværre føler jeg, at netop skolens procedurer ikke fungerer i forhold til os, 8. semester efterår 2010, nu nye dimittender. I hvert fald må der være noget galt et eller andet sted, idet vi stadig – over en måned efter afslutningsfesten – ikke har modtaget vores eksamensbeviser.
Grunden til, at det betyder så meget for mig er ikke, at jeg har brug for at hænge mit afgangsbevis i glas og ramme over sengegærdet. Grunden er snarere, at jeg nu i fire år har lært betydningen af at overholde aftaler, overholde forpligtelser og ikke mindst overholde deadlines. I mine år på Journalisthøjskolen har jeg formået ikke at overskride en deadline for en aflevering én eneste gang. Fordi skolens principper var, at deadlines skulle overholdes.
Da jeg ikke modtog mit eksamensbevis den 27. januar fik jeg en fin seddel med i kuverten om, at eksamensbeviserne ville blive fremsendt i begyndelsen af februar. Da jeg den 16. februar skrev til Heidi Riis Ravn og Lone Meier og påpegede, at den 16. februar ikke længere med god smag i munden kan kaldes for “i begyndelsen” af måneden, fik jeg beskeden tilbage, at beviserne ville blive fremsendt “i løbet af næste uge.”
“I løbet af næste uge” er nu også gået. Dermed er det tredje gang, skolen ikke formår at give os de beviser, vi har arbejdet for at få i fire år, på trods af at man lovede at få dem sendt. Hvorfor ikke bare skrive til os på afgangspapiret, at skolen ikke ved, hvornår vi får vores papirer? Jeg har hørt rygter om it-opdatering og servercrash, men når alle de undskyldninger ikke er gangbare for studerende, burde de heller ikke være det for skolen. Punktum.

I øvrigt har jeg svært ved at forstå, at en server kan brænde sammen og være nede i en hel måned, når man må formode, at skolen har back-up af alle vigtige elevoplysninger. Men igen, jeg ved det ikke, for vi har ikke fået noget at vide. Efterhånden vil jeg bare gerne have det bevis, så jeg kan komme videre med mit liv uden at have udeståender med Journalisthøjskolen, og min tillid til skolen som autoritet er visnet som en ugegammel buket roser. I en vindueskarm. I solen. Hvilket er ærgerligt af pommeren til, fordi det er det indtryk, jeg tager med mig fra skolen: At man ikke er indstillet på at overholde forpligtelser indgået med studerende og afgående studerende. At skolens egne regler ikke gælder. At man kan bortforklare med it-relaterede problemer.
Jeg håber, at der for kommende dimittender vil blive rettet på ovenstående. I hvert fald håber jeg, I fremover vil leve efter det gode gamle “practice what you preach” og ikke lade efterdønningerne af en omlægning af it-systemerne vare i månedsvis. Det er uacceptabelt. Eller også skal skolen give dens studerende samme længde snor og fortælle, at det med at love at aflevere til tiden ikke er noget, man går så højt op i.
Synd og skam.

Mange hilsner,
Berit Ertmann – forår 07″

Og så ellers ikke et ord – foruden rubrikken – om skolens nye “professionsbachelor i lusk” og “sandheden er den løgn, vi bliver enige om” og “statsautoriseret…” hvad nu end det er for et ukvemsord, der hænger på halvdelen af alle Århus’ (med bolle-å) bybusser for tiden. Min holdning er den ganske neutrale: Hvad fanden er det for noget selvudslettende, imbecilt, elendigt lortegøgl? Med tilføjelsen: Jeg håber, at alle jeres studerende bliver slimede, kornfede, hårvoksindfedtede ejendomsmæglertyper, som er ordblinde og hvis højeste ambition er at lave PR for et mellemstort provinsdiskotek, fordi de ønsker en klækkelig rabat på Bacardi-rom hver fredag fra 23-01. Ja, jeg sagde HØJESTE ambition!