Til jer, der læser min blog, fordi I synes, den er sjov. Eller har været sjov. Eller håber, at den bliver sjov igen: Lad være med at læse følgende post. Den er ikke sjov. Jeg vil ikke afvise, at bloggen næste gang bliver sjov, måske hvis en eller anden erhvervsmand udtaler noget om fisse igen, eller en eller anden røver kører galt ind i en kiosk og bliver anholdt med M&M’s i hele fjæset. Så kan det være, at vi i fællesskab kan grine lidt af det. Fordi andres elendighed er sjov og især Chelsea-fans’ elendighed. Men det er ikke morsomt nu. Så skip.
Advarsel slut.
Det er nu tre dage siden, pæren i min natlampe sprang. Tre dage uden lys ved sengen, og dermed tre dage med dunkel belysning i lejligheden, fordi mine andre lamper enten også er småwatts soft light pærer eller befinder sig i gangen eller køkkenet. Mange ville være blevet irriterede over det manglende lys og følgelig være gået ned i Føtex for at købe sig en ny pære. Eller to, så man har én til overs, hvis det skulle ske igen.
Men ikke mig. Nej, jeg har levet i mørke hele weekenden. Med blæsten susende omkring bygningen på en uhyggelig, ildevarslende måde, som man ellers næsten kun hører på film, har jeg hver dag mellem kl. 17 og 08 levet i intet andet end skæret fra mit nye tv, som godt nok er større end det gamle, men som alligevel ikke helt giver det samme, hjemlige, hyggelys som en glødepære af den gammeldags slags (medmindre man har sig en af de der pejse-dvd’er, altså.)
Men altså.
Dér, hvor jeg vil hen, er til, at jeg ikke har gidet købe en pære, fordi jeg ikke har tænkt over det før hver aften omkring sengetid, hvor et “satans – jeg gør det i morgen” ikke har været nok til at få mig til at huske det den følgende dag. Som følge heraf er jeg gået hen og er blevet deprimeret.
Ja, sgu.
For depression kan komme af manglende lys, og eftersom der ikke har været en rar dag med masser af lys siden forrige uge – så vidt mit sortsind erindrer – er det nærliggende at drage den konklusion, at det er mørkets skyld. Men depressiv er jeg blevet.
De siger, at det er normalt. Eksperterne. Om vinteren mangler man UV-stråling, og så bliver man pessimistisk og kedelig. Måske ikke omkring jul, medmindre man står midt i en skilsmisse, eller nogen, man kender, lige er død, men i hvert fald i januar og februar, er en stor procentdel af danskerne i en mere eller mindre kronisk, depressiv sindstilstand. Førhen tænkte jeg, at de bare kunne tage sig sammen og komme ud og lave noget, men nu tænker jeg anderledes, fordi jeg forstår de stakkels, depressive, tykke mennesker. Også selv om de ikke er tykke. Det var bare noget, jeg fandt på i farten.
Jeg tror, min depression – ud over det manglende lys – kommer sig af, at jeg endelig er blevet færdiguddannet. Og slutningen på én ting er som bekendt begyndelsen på en anden. Sædvanligvis. Men når det så viser sig ikke at være tilfældet, så ved man slet ikke, hvor man skal gå hen. Slutningen på min uddannelse har nemlig betydet begyndelsen på ikke skide meget. Ud over et job, som er meget hyggeligt, men som ikke er permanent, og som jeg især ikke kan hænge min hat på i fremtiden. Sagt på en anden måde tør jeg ikke begynde at spare optimistisk op til min pension af frygt for, at jeg en måned alligevel ikke har råd til det, og selv om det i teorien er mine egne penge, jeg lægger til side, kan jeg ikke bare lade være med at betale. Ironisk nok. Og farligt, hvis man så ikke har råd til sin husleje.
Så jeg planlægger at læse videre. Bare for at have noget at se frem til (med ordene ‘se frem til’ i de aller- aller- allervildeste gåseøjne nogensinde) og for at sige, at jeg i det mindste har gang i ét eller andet, jeg på længere sigt gerne vil. Problemet med at blive færdig med noget er nemlig også, at hvis man ikke har tænkt på, hvad man vil senere hen, så bliver man spurgt, og så kan man ikke svare. Mange gange kan man ikke svare. Og til sidst bliver man ked af det, fordi man gang på gang må sige, at man ikke har nogle visioner for fremtiden.
“Hold da kæft en idiot,” tænker folk så og ruller med øjnene inden i sig selv, fordi de ikke vil være uhøflige og gøre det åbenlyst. Men de tænker det, gør de!!!
“Du har jo også alle muligheder,” siger de i stedet.
Og så sejler man der i sin egen sø med lyst til at flygte til Bora Bora og ernære sig som turistguide ved en eller anden lagune uden penge til flybilletten hjem og kun med råd til at købe ris og rejer til aftensmad. Det ville være et lorteliv, til gengæld ville det være ret simpelt. Og så slap man for at drømme sig væk til en palmestrand, for der var man i det mindste allerede.
Så var der heller ingen spørgsmål om, hvorvidt ens kæreste flyttede til en anden by for at arbejde, og om man skulle flytte efter, eller om man skulle prioritere sig selv højst, eller om han ville flytte med, hvis man selv fik et job i en anden by, eller om han ville blive boende, og man så skulle med både bus og færge og tog hver weekend for at besøge ham, indtil han eller man selv skulle noget andet en weekend og ikke kunne få besøg, eller man skulle på ferie og ikke så hinanden i flere uger, og at man derefter fandt ud af, at man ikke havde så meget til fælles mere og ikke kunne tale sammen på samme måde som før og derfor besluttede at gå fra hinanden, selv om det egentlig ikke var det, nogen af parterne ville, men det var bare den nemmeste udvej, og så ville man sidde og tude og prøve at forklare alle, at det var for det bedste, men man synes faktisk aldrig, det havde været helt godt…
…for så var man på Bora Bora, og der var ikke så megen tvivl om, at det var lidt svært at have tætte bånd til nogen på den anden side af jorden. Mest fordi, jeg tror, at Skype-forbindelsen måske er lidt dårlig, når man sidder ude på havet og dybhavsfisker med nogle turister og kæresten sidder derhjemme og råber: “Jeg er klar! Jeg er nøgen nu! Kan du høre mig? Hallo?” men alt, man kan høre er bare “rrrrssssshhhjjjjj ssssssssssrrrrhhhhhlloo —- mmmmm — sssrrjjjjjh” mens skærmen har låst sig fast på et stillbillede af loftet.
På den negative side ville man være nødt til at have en kæmpestor ulykkesforsikring i tilfælde af, at man skar sit ben af med en sabel under en vandretur på en af vulkanerne og havde brug for at komme til et sygehus, der var lidt større end Bora Boras kombinerede sygehus/posthus/slagter/lottoforhandler.
Åh, bæver, alle disse valg…
Desværre – eller heldigvis, afhængig af, hvordan man ser på det – er det ofte sådan, når man er deprimeret, at man ikke så meget som orker at overveje et af de mange valg, man kan tage og i stedet lægger sig og ser Dr. Phil og græder. Nogle gange af de ting, Dr. Phil siger, fordi de er tåbelige. Andre gange fordi, man godt kan se, at man er langt ude i tovene, når Dr. Phil er det eneste indhold, man har i sit miserable liv.
Så var det, jeg sms’ede med en ven. For dem har jeg nogle af, trods alt, selv om de stort set alle sammen bor i København og aldrig gider komme til Århus, undtagen Teis som godt gider, hvis her er øl. Og han sagde “hvorfor kommer du ikke ud og ser nogle folk i Århus? Nogle nye folk? Eller snak med nogle af de gamle.”
Selv om den pågældende ven selv er typen, der sidder hjemme så tit som menneskeligt muligt og spiller PS3 og Nintendo Wii – single player – og egentlig, så vidt jeg er informeret, nyder det ret meget, så var det et godt råd. Bortset fra det med nye mennesker, altså. Jeg hader nye mennesker. Og andre mennesker hader også mig, når jeg er ny, fordi man som 27-årig burde have opbygget et acceptabelt netværk af go-to-folk og derfor ikke har behov for at finde nye ofre, man kan ringe til, når sovsen er brændt på. Så det blev hurtigt droppet. Nye mennesker, seriøst, det er jo ikke en midtvejskrise, det her, tænkte jeg.
Så nu håber jeg, at sociale relationer med allerede kendte mennesker samt måske lidt held og lykke kan få mig ud af sengen og ned i Føtex efter en ny, motherfuckertruckerstor pære til min natlampe, så jeg kan blive mega-blændet af herligheden hver gang, jeg beslutter mig for at læse lidt inden sengetid. Måske slår det fejl. Og det kan helt sikkert ikke hjælpe mig ud af den altoverskyggende “mangler mål og mening”-nihilistiske ligegyldighed. Men måske kan det få mig til at tænke på noget andet. Og som bekendt kommer de store idéer jo altid, når man tænker på noget andet. Og nogle gange når man koncentrerer sig. Eller når man sover. Eller når man burde koncentrere sig om at køre bil men bare ikke kan lade være med at falde i staver og kommer til at køre en kanin ned og bliver deprimeret igen, fordi Gud ikke kan lide dyremishandlere, og så kommer jeg aldrig i himlen. Jeg håber. Både på det ene og på det andet. Undtagen det med aldrig at komme i himlen.
Indtil da er det bestemt ikke morsomt.
