Dumhed v. 42,1

Bedst, som man troede, grænsen var nået…

bedst, som man tænkte, man havde hørt det sidste…

bedst, som man håbede, der ikke var flere damer tilbage i verden som Joan Ørting…

…så dukkede Pouline Middleton op!

Og lur mig, om vi ikke har hørt historien før: Normalt til jævnt udseende kvinde tager en uddannelse (i dette tilfælde er kvinden guddødeme journalist. De har heller aldrig været for kloge), normalt til jævnt udseende. uddannede kvinde kan ikke finde mål og mening med livet, normalt til jævnt udseende, uddannede, målløse kvinde går i panik, og normalt til jævnt udseende, uddannede, målløse, paniske kvinde finder på sin egen livsfilosofi for at blive kendt.

Til alt held slår disse forsøg på at blive kendt fra normalt til jævnt udseende, uddannede osv. kvinde normalt fejl. Fordi samfundet ikke gider høre på dem, og deres bøger følgelig får lov til at samle støv på bibliotekshylderne, eller – hvilket er at foretrække – samle støv på en eller anden forlæggers reol, nederste hylde, helt inde bagved.

Men Pouline Middleton, hun er blevet kendt. Skræmmende, foruroligende og forfærdeligt nok er hun blevet kendt. Eller, halvkendt. Men det er netop derfor, at det er utrolig vigtigt at stoppe hende NU, før hun får sin egen klumme i Ekstra Bladet eller et ugentligt, irriterende show på TV3. Sådan går det nemlig, når man ikke stopper hysteriske kvindemennesker. Det er derfor, at vold nogle gange er ok, uden at jeg i øvrigt selv har lyst til at udøve det i andet end min (veludviklede og meget levende) fantasi.

Men hvad har hun gjort, damen?

Det skal jeg sige dig.

Hun har for det første været i et morgenshow, hvor hun fortalte om sin seksualitet. Levende. Og med velplacerede grin og gestikulering, så man vel nok lige kunne se, at hun er en kvinde, der er tilpas i sin egen krop.

Og nu har hun også været i B.T.

Jeg ved godt, at et morgenshow og B.T. ikke betyder noget i det store mediebillede, men allerede på dette tidlige tidspunkt, hvor hun kun har udgivet én bog (for ja, det kan hun også, og den står ikke umiddelbart på min liste over ting, jeg ønsker mig til min fødselsdag eller ville give min familie, venner, veninder, fjender eller fremmede folk på gaden til deres fødselsdag) har hun allerede fået lov til at bræge op flere steder om hendes livsfilosofi.

Denne livsfilosofi vil jeg beskrive nu. Og hvor jeg anerkender, at det nok fungerer for hende, forbeholder jeg mig stadig retten til at ytre mig om, at det er en vanvittig og sammenbrasende latterlig filosofi, og hvis blot en brøkdel af danske kvinder tager den til sig, så gider jeg ikke bo i det her land mere. Ægte.

Pouline har nemlig tre mænd: Én til at tale med, én til at dyrke sex med, og én til det praktiske.

“Jeg forstår ikke, hvorfor man skal være nærig med sin kærlighed og sige, at den kun er til dig. De fleste mennesker lader som om, de er monogame, men har andre ved siden af, når man spørger lidt mere ind,” siger Pouline til B.T.

Og desuden, siger hun: “Det er urealistisk at basere et forhold på forelskelse.”

Ja, Pouline Middleton. Men så er det, jeg spørger…

Den her filosofi, hvor man nærigt giver sin kærlighed til én person,  kan man også gøre det ved sin familie? Og sine venner? For så vil jeg straks prøve – fordi jeg er sådan et godt menneske – at finde flere mødre, fordi jeg synes, at min mor måske ikke lige gav mig store nok julegaver sidste år. Måske vil jeg hellere dele min kærlighed og min tid mellem, say, TRE forskellige familier. Det tror jeg ikke, der er nogen, der bliver kede af. For de kan vel forstå, at det er helt forkert kun at elske én mor og én far. Når man sagtens kan elske flere.

Desuden tænker jeg, at min bedste veninde vil forstå, at jeg ikke gider lytte til hendes kæresteproblemer i dag, fordi jeg skal hænge ud med Malene, som er min nye kaffe-veninde, som kun duer til at drikke kaffe med, men som jeg til gengæld ikke gider drikke mig fuld med, for det har jeg Tanja til.

Det er synd for hende…

…at Pouline i hele sit liv (som må være ret langt baseret på de få billeder, jeg har set af hende) ikke har fundet en mand, som både kan tale med hende og give hende sex. Det var dét, jeg tænkte, da jeg havde fordøjet vreden over, at hun fik lov til at ytre sig på en så billig baggrund som “hov, fler-mænderi, det har vi ikke set i et stykke tid, lad os skrive om det, og ja, lad os da også udgive en bog.”

Men så kom jeg til at tænke på, at det måske ikke er mændenes skyld. Måske er det fordi, Pouline Middleton er sådan en enorm heksekost, at ingen and kan orke at være sammen med hende længe nok til at klare hele tre ting på én gang.

“Hun har skiftet løbende ud i alle afdelinger (af mænd, altså) over de sidste seks år,” skriver B.T.

Har DU skiftet ud, Pouline? Eller er de skredet? Stille og roligt? Fordi replikken “hej, du er handy, det kan du hjælpe mig med. Til gengæld er du ikke lækker, så jeg vil ikke knalde dig,” måske ikke har fungeret for dem i længere tid ad gangen.

Er det fordi, at det er en falliterklæring at blive skilt fra én mand, men hvis man slår op med otte over seks år, er det noget andet? Eller hvad? Jeg forstår ikke logikken. For mig at se er det bare en barnagtig opførsel på linje med “jeg vil ha’ en is nu!” og en livsstil, der er dedikeret til at opfylde ens egne, egoistiske, her-og-nu-behov, og når det så ikke kører helt godt længere, så skifter man manden ud, som om han var batterier i en fjernbetjening, eller et andet apparat, som kvinder som Pouline Middleton sikkert kender alt til.

Men helt alvorligt:

Og nu er det ikke sjovt længere. Nu mener jeg det saftsuseme alvorligt.

Er parforholdet, som vi kender det i dag, på tilbagetog, som Pouline Middleton mener? Det er da fint, hvis nogle har det på den måde. Farvel til kernefamilien – men så skal vi satme også lade være med at svine lesbiske og bøsser til, hvis de gerne vil adoptere, fordi “et barn skal have en far og en mor.” Så går det hele jo agurk. Så findes der ingen “far” og “mor” men bare “mor og mand 1, mand 2 og mand 3.” Er det ikke en egoistisk tankegang? For slet ikke at tale om de stakkels mænd, som bestemt ikke kan gøre det samme, før der bliver råbt op om kvinderettigheder og sexisme. Stakkels, stakkels mandekønnet.

Måske ér det i virkeligheden både smukkere og mere tilfredsstillende netop at sige “min kærlighed er kun til dig.” Så må man basere den på noget andet end at få dækket sine egne, umiddelbare behov. Eller basere den på forelskelse i begyndelsen men lade den gro over i noget andet efterhånden. Måske vokser den sig til noget bedre og større og mere tilfredsstillende end Thomas, som samler ens Ikea-skabe og Hans, som man taler med i timevis. Hvem ved, man kunne også bare få Thomas og Hans som venner og lade være med at lade dem erstatte en fast kæreste.

“Pouline havde i mange år et ideal om at kunne hengive sig hundrede procent til sin partner, men fandt ud af, at det var urealistisk.” Ja, B.T. igen.

Det er også urealistisk, at jeg nogensinde bliver glad for mit job, så jeg tror, jeg siger op. Det er urealistisk, at jeg nogensinde kommer til at sætte mig ind i skatteregler, så jeg gider ikke forsøge. Det er urealistisk, at jeg får en krop som Jessica Alba, så jeg tror, jeg bliver hjemme og æder choko-marcipanis hele dagen. For når jeg nu kan sige, at jeg ikke prøver, så kan jeg ikke sige, at jeg fejlede. I stedet skrider nu flere mænd fra Pouline årligt, men det gør jo ikke noget, fordi hun ikke er bundet til dem – og dem til hende.

Så er det vel på sin vis fint, at man som 80-årig sidder alene tilbage og har haft flygtige bekendtskaber hele livet og ingen at sidde og dele sin elendige ældrebolig-skæbne med, ikke fordi man stadig elsker at tale sammen, men fordi man godt kan lide at have ham ved siden af sig, mens man gætter krydsord og spiser vælling. For dér har han altid været.

Måske vælger Pouline noget andet. Men jeg vælger sidstnævnte. Mit problem er nu bare, at det er så normalt, at ingen vil udgive en bog om det. Og så får jeg aldrig lov til at holde foredrag og udgive bøger om min livsstil.

Tja.