Ja!
Du hørte rigtigt. Jeg er nyhedstræt. I dag for eksempel, hvor der ellers var Forsvarsminizzle-gate og Oprah-hysteri i en kæmpemæssig nyhedsorgasme-mudderbunke så alle redaktionelle medarbejdere på TV 2 News må have haft slemt svært ved at holde hænderne ude af bukserne, bide sig selv i læben og hviske “endelig… endelig… her er vores berettigelse” og takke deres Gud og skaber for denne gloriøse dag, følte jeg mig træt og udkørt. Træt af nyheder, træt af medieræset, træt af at være med på beatet og mest af alt, træt af at læse de samme dumheder om og om igen.
Og hvad gør man så, når lokummet i den grad brænder, og man blot venter på, at ens hjerne siger *bzzzzzt* og slukker som min gamle laptop ind imellem har for vane at gøre, når den nok lige synes, den har været tændt lidt for længe?
Så tænder man for sin netradio, gør man. Og så skruer man om på P2 og lytter til Beethovens liv fortalt gennem hans musik netop som hans klaversonate no. 8 bliver spillet (opus 13 i c-mol til de nysgerrige – link til tuben findes her) og man svømmer hen i dejlige men også lidt dystre toner på denne torsdag eftermiddag omkring klokken 14…
…og pludselig flyder skriftsproget lidt lettere, man koncentrerer sig om tonerne men finder også overskud til at rable en artikel af sig på én og samme tid, hvilket man i dén grad ikke kan, når man lytter til andre radiostationer, hvor værterne ævler og ævler og fniser og distraherer og spiller popmusik og sutter sponsorpik (de to sidstnævnte var et Jonny Hefty-citat. Det er altså ikke noget, jeg selv siger… bare hvis enkelte musikansvarlige på P3 skulle ske at ville komme efter mig med et skarbslebent søm og råbe, at “det gør vi ALDELES IKKE”.)
En halv times tid senere er man klar til at joine ræset igen, man begynder at tjekke webtjenesterne, man napper en kop kaffe med mælk og føler sig med et sæt mere klar i hovedet. Det er en herlig ting, og jeg sender en stille tak til mine bedsteforældre og min mor for at have lært mig at sætte pris på klassisk musik, mens jeg var lille. Ved godt, det ikke er helt det samme som luftguitar… men det er stærkt deroppeaf. En af dagene må jeg lave en youtube-best over de fedeste klassiske stykker. Så skal Bach SÅ meget være med. Den ægte Bach, altså. Ikke Seebach!
Bortset fra det…
Så vil jeg gerne sige tillykke med fødselsdagen til Politiken. Politiken blev født i 1884, hvilket er lige knap et århundrede før mig, og det gør avisen til en gammel knark. Grundlagt af så celebre navne som Hermann Bing aka. “the man with the money” samt Viggo Hørup og Edvard Brandes aka. “rebellerne” var Politiken oprindelig ment som et oprør mod Venstre, fordi to af førnævnte blev fyret fra partiets dagblad i København for at snakke lort om Grundtvig. Det ville Venstre ikke have. Og så var det ud med Hørup og Brandes. Raus, Strauss!
Og så gik de solo med et projekt, der havde til formål at gøre op med alt det der konservative pis. Også kendt som “organet for den højeste oplysning i det danske folk” hed det sig. Og siden har superstjerner som Henrik Cavling og Herbert Pundik siddet i chefredacteur-stolen. Ja for pokker, man skulle nærmest sparke sig gennem mængden af paparazzifotografer ude på gaden foran redaktionen, når man skulle på arbejde dengang…
Og en federe optakt end Tøger og Jæger-gate kunne den gamle avis vel næppe have fået op mod sin 125. års fødselsdag. Er sikker på, Viggo Hørup klapper fra sin kolde grav, fra skærsilden eller fra sin himmelske sky (jeg kendte ham ikke, så jeg skal ikke kunne sige, hvor han er endt) af dette vedvarende oprør i en sag der oven i købet nu har fået oppositionen til at kræve venstremanden Søren Gades afgang. Mission completed. Happy birthday, din lille røde satan!
Jeg siger kun alt det her, fordi vi fik kringle og kakao på arbejde i dag i anledning af fødselsdagen. Det var godt nok et smukt træk af Politiken også at give de hungrende JP-medarbejdere en bid af kagen, også selv om vi faktisk kun har været partners in crime siden 2003. JP/Pol 4 life!
Men hvad med dialektforvirringen?
Den gad jeg egentlig ikke tale om. Det var mere fordi, jeg syntes, det var et fedt ord. Der så fedt ud. Og så kom jeg til at tænke på det i dag, hvor jeg talte american med en american businessman (sagt med tyk, tyk Sidney Lee-accent) og kom til at tænke på, at det ikke blot er på dansk, jeg forsøger at efterabe min samtalepartners accent. Er man så fleksibel, eller er man bare en medløber, når man gør den slags? Jeg sværger, jeg kan ikke gøre for det. Det er kun, hvis det er en eller anden tosset og uforståelig sønderjyde, jeg taler med, at jeg beholder mit rigsdanske… ellers er det sådan lidt som vinden blæser. I samme åndedrag håber jeg aldrig, jeg kommer til at sidde til bords med en englænder, en australier og en amerikaner. Det bliver en sørens til kattepine.
Til sidst: Quiz!
Nej, vi skal ikke quizze. Jeg kan ikke finde ud af at stille spørgsmål, og ja, så er det vel nok heldigt, jeg er journalist. Jeg kan kun finde ud af at svare. Det gjorde jeg blandt andet i går til Den Hvide Lekties caféquiz på Grock på Frederiksberg. Vi førte efter to runder men faldt desværre ned på en fjerdeplads á point med nummer 2 og 3 grundet en forfærdelig sidste runde, hvor vi blandt andet ikke kunne svare på, hvem der havde lavet “evacuate the dancefloor” og hvilken sang, Jonny Logan hittede med til det første Melodi Grand Prix, og nej, det var ikke den der, vi alle sammen kender…
Desuden vidste ingen af os, at det svenske vejnet er 212.000 km. Og så var vi rigtignok bitre i et par minutters tid og kom med mishagsytringer som “det var også snyd” og “det vidste vi jo godt” og “det var et misvisende spørgsmål” og alle mulige andre ting, som DU garantrisse også ville have gjort, hvis det var dig, der lige havde tabt en klokkeklar guldmedalje på den forbandede måde!
Quizzer er kun sjove, hvis man vinder!!!
Og med de ord samt til tonerne af Kings of Leon blev det næsten fredag…
