25/5, 13.30. Livstegn. Newark, New York.
Flyturen Cph/Newark tog lige godt 8 ½ time. Det lyder af meget, og det er det også, men Continental Airlines skal alligevel roses for sin glimrende inflight-underholdning, som jeg som en sidebemærkning selvfølgelig nåede at crashe en gang, så den måtte reboote. Man har vel elektroniske skills som en elefant på den Kongelige Porcelænsfabrik.
Anyway, underholdningen: Der er hele 39 forskellige film at vælge imellem (hvoraf ingen sjovt nok handler om flykatastrofer,) 57 serier, der i overvældende grad udgøres af House og Scrubs, samt 150 albums med musik af mere eller mindre tvivlsom karakter.
Det betød, at jeg efter kun 2½ times søvn mandag morgen satte mig i 757’eren bevæbnet til tænderne med hovedpuder og tæpper, fordi ham den fede neger jeg ellers havde frygtet ville sætte sig på sædet ved siden af mig, valgte ikke at dukke op og dermed pænt overlod en ekstra pude, et tæppe og en fri plads til mine ben. Og så lagde jeg ellers sædet tilbage og gav mig til at se Pirates of the Caribbean, fordi jeg tænkte, at den sikkert ville være god at falde i søvn til.
Men ak, efter at have pløjet mig igennem Pirates, soundtracket til Slumdog, et Franz Ferdinand-album og – guddødeme – Casablanca, var jeg stadig pivvågen som en teenager på speed. Casablanca var i øvrigt faktisk slet ikke så dårlig, som onde tunger gerne vil gøre den til. Jeg var helt overvældet over mængden af kendte citater fra den film… og så er det jo en smuk, smuk fortælling. På den anden side er den bestemt heller ikke så klassisk og fantastisk, som andre onde, eller noget, tunger gerne vil gøre den til.
Bogart har talt. Here’s looking at you, kid.
Efter en omgang bidoku, der som bekendt er sudoku bare kun med nuller og ettaller og bare vent, det skal nok fange an, var jeg klar til at lande.
Det var flyet desværre først halvanden time efter, så jeg fordrev tiden med at kigge ned på Canada og juble over, at jeg ikke var ved at gøre i bukserne af skræk, hver gang der var noget turbulens. Faktisk er jeg blevet ret hård til det med at flyve. Den sidste time skulle alle for eksempel spænde sikkerhedsselerne, fordi der åbenbart er nogle voldsomme psykoskyer over det nordøstlige USA, hvor der bliver dannet onde vinde udelukkende for at genere svagtsindede flypassagerer, men jeg var ganske rolig, satte noget stille og rolig hård tråd på iPod’en og blundede lidt for at glemme den fedtsilo af en gammel – undskyld, ældre – dame foran mig, der sad og bankede hovedet ind i stoleryggen til stor gene for mine knæ, der selvfølgelig sad placeret i ryggen af hende hele vejen, fordi jeg dælme har mere ret til at være her end amerikanere der bløder ahornsirup.
Min kollega Lars er med nogle kammerater på vej til Vegas for at spille deres ikke eksisterende formuer op eller bruge dem på strippere (det ville jeg have gjort, og i og med vi skal mødes sidst på ugen, hører man nok mere til Lars senere,) så han var med samme fly. Det gav noget ro i sindet at vide, at hvis vi skulle styrte ned, ville JP være i sorg. Håber jeg da. Mest for Lars’ skyld… han har nu engang været ansat længst.
17:50. Livstegn. Et sted over Utah.
Tilføjer ”dødsturbulens” til minuslisten for i dag. Hele fucking vejen fra NY til LA skal vi døje med spænd sikkerhedsselen-tegnet tændt og så meget hoppen op og ned, at jeg tror, mit hoved skal eksplodere. Efter at have været vågen over 20 timer i træk var det her det sidste, jeg havde brug for.
Pluslisten:
*Continental-piloter der lyder som Bill Clinton over højttaleren og som rent faktisk fyrer vittigheder af. Dem tør jeg godt flyve med.
*The Cure’s Greatest Hits på underholdningssystemet. Hvis jeg endelig skal dø i et flystyrt, bør det også ske til Friday I’m in love.
*At IKEA er det første, man ser, når man er ved at lande i Newark.
*Palmer.
*”Of all the gin joints, in all the towns, in all the world, she walks into mine” – Humphrey Bogart, Casablanca.
Minuslisten:
*Dødsturbulens
*Damer med et BMI som en pakke smør, der tror, at de kan sidde på normale flysæder. Damn you, fattie!
*Root Beer. Hvis du ikke ved, hvad Root Beer er så tillykke. Lad være med at drikke det. Nogensinde.
*Continental Airlines’ airconditionsystem, der er indstillet på omkring 23 grader… fahrenheit!
Soundtracket til mandag den 25. maj er som følger:
1) REM ”Leaving New York”
2) Rufus Wainwright ”I don’t know what it is”
3) Foo Fighters ”Learn to fly”
4) Sugarplum Fairy ”Just a little bit more”
5) Clipse feat. Pharrell ”Grindin’”
6) B-Legit ”Luv 2 get high”
7) Hard-fi ”Cash Machine”
8) Jamiroquai ”Feels just like it should”
9) Starsailor ”Four to the floor”
10) One Republic ”Someone to save you”
11) The Cure ”Boys don’t cry”
12) Disco Ensemble ”Headphones”
www.youtube.com er med garanti din ven, hvis du vil finde numrene. Hvis og såfremt du altså er så uoplyst, at du ikke kender dem i forvejen. Musik-hater.
