Undskyld. Jeg har fået mac og set Naser.

Det er upopulært at have en blog, som man ikke opdaterer. Det er også helvedes upopulært ikke at skrive, at man ikke gider/vil/kan/må opdatere, fordi man ikke har tid/ikke har internet/er blevet kronisk lammet i hænderne/død som følge af et harsk egern-overfald… og den slags…

Derfor følger jeg nu opfordringerne og siger undskyld so på den allermest LOC-agtige måde. Fra dengang LOC stadig var sej. Nu er han bare fesen. Undskyld, Liam (so!)

Det, der er sket, er simpelthen dét, at jeg blev hvirvlet ind i en tornado sammen med syv hidsige grævlinger, og har siden befundet mig sammen med en blikdåse og en løve, hvor jeg har brugt hele januar på at lede efter en troldmand. Jeg fandt ingen. Og nu er jeg flyttet til Århus, hvor der som bekendt kun er hekse. Masser af hekse. Så jeg har måttet droppe mit foretagende og begynde på XXXJournaliXXXthøjXXXkolen igen, hvor jeg p.t. visner og dør en lille smule hver dag. Jeg er med lidt uheld og noget auditorieundervisning blevet til en indtørret mumie. Farvel, onde verden!

I dag var dog en sindsoprivende dag. Jeg har købt mig en macbook pro, som jeg har døbt Mads, og så har jeg set Naser Khader på CNN. Det ene var dejligt og orgasmisk. Det andet var forstyrrende på en ubehagelig måde. Så må du selv fordele, hvilken ting der udløste hvad.

Jeg vil ikke skrive mere, thi jeg har lyst til at se The Hurt Locker igen, og jeg er simpelthen så dårlig til at multitaske. Lover at være lidt mere aktiv senere, for i og med jeg er blevet studerende igen, har jeg masser af tid. Og jeg er også blevet fattig. Så send mig nogle penge.

Bold.dk? Fucking ay…

I morges lagde jeg mærke til, at min blog havde fået usandsynligt mange klik fra en tråd på bold.dk.

Eftersom jeg ikke kender nogen mennesker i verden, der debatterer derinde, og hvis jeg gjorde, ville jeg ikke indrømme det, gik jeg ind på linket for at se, hvad det var, folk havde gang i. Og hvorfor satan i stramme helvede noget på bold.dk pludselig vedrører mig.

Linket findes her, og hvis jeg må sige det selv, og det må jeg jo, for der er ingen andre, der før det, så er det ret tragically hip-agtigt at blive disset på et fodboldforum. Det bliver Nicklas Bendtner også tit. Og Magnus Pehrsson. Og Asbjørn Sennels (i hvert fald, da han var i BIF.)

Okay, de er så også mega elendige… et dårligt eksempel… men stadig…

Jeg har faktisk selv engang været inde på bold.dk’s debat. Jeg var ved at læse en artikel om Daniel Jensen, der var skadet, og så skulle jeg se, hvad folk mente om dét. Jeg er meget glad for Daniel Jensen, så jeg ville naturligvis tage det enormt nær, hvis folk var onde ved ham og måske kaldte ham middelmådig, gammel og skrøbelig.

Jeg kan ikke huske, hvad folk skrev om ham, dog, men jeg kan huske, at det endte med en Liverpool-fan, der tilsvinede en United-fan på en morsom måde, så jeg måtte le og tænke, at selv om argumentet var elendigt fremført med stavefejl og komplet med en ufattelig irrationel tankegang, så kunne jeg godt lide det. Fordi det passer, at United-fans er dumme i låget. Alle til hobe. Det behøver man sådan set ikke empiriske beviser for.

I øvrigt vil jeg gerne svare på Ills spørgsmål, selv om jeg tvivler på, at han nogensinde sætter sine buttede, fedtindsmurte fingre på denne blog igen, fordi den er tøset og ligegyldig: Jeg bor fandeme ikke i Århus. Hvis jeg boede i Århus, hvorfor skulle jeg så tage bussen til Brønshøj? Jeg bor på Frederiksberg, og selv da synes jeg godt nok, der er langt til Brønshøj – med 5A’eren, hvor der altid er for mange folk med til, at det er helt sjovt. Og når du ikke kan sanse selv at finde ud af, hvor jeg bor, kan du selv være en kælling på den allermest Buddy Holly-agtige måde.

Misfits: Jeg lever og ånder for at disse Amager.

Jeg kan forresten godt lide mine nye kommentarer fra sære mænd. Jeg tror godt nok, det er Kristoffer, der står bag dem alle, men falske kommentarer er lige så gode som rigtige kommentarer. Nogle gange sjovere. Fantasien overgår alligevel altid virkeligheden.

P.S. Rent fodboldrelateret ønsker jeg mig et 2010 uden Champions League (resten af 09/10), italiensk fodbold, Per Frimann, der siger “ja det er rigtigt, Carsten,” Didier Drogba og 3-5-2-opstillingen.

Forsinket Y2K og lidt om nytårsforsæt

Jeg har en ven, der hedder Jens. Eller en bekendt. Eller bare én, jeg kender lidt men ikke godt nok til, at jeg kender hans forældre eller ved, om han nogensinde har haft hund. 

Anyway, Jens sagde i dag, at 2010 er det nye år 2000. Og at alle Y2K-problemer, der burde være kommet for ti år siden, er over os nu. Han baserede den teori på, at flere elektroniske apparater som blandt andet en mobiltelefon og en saftpresser var gået itu i løbet af årets første dag. Jeg fandt det meget plausibelt og er nu i moderat alarmberedskab/borderline panisk angst for resten af året. Man ved aldrig, om noget pludselig brænder sammen, styrter ned og dræber alle i en radius af 140 kilometer. Mindst.

Så er du advaret! Køb hellere gær og uldtæpper nu.

Kombineret med denne viden er det også bekymrende, at jeg allerede på årets første dag var så ubeskriveligt heldig, at mit held må være sluppet op i hvert fald indtil min fødselsdag i september. Hvad der skete, er næsten for pinligt at berette, thi det sætter mig selv i et dårligt lys. Og det vil jeg så nødig. Jeg er i forvejen dårligt belyst på sådan en koldt badeværelseslys-agtig måde, der ikke får mig til at se særlig lækker ud. Men hvad pokker. Hvornår har det nogensinde stoppet mig? Det var et retorisk spørgsmål; her kommer beretningen:

Jeg tabte min taske midt på Harald Jensens Plads i Århus af en årsag, jeg endnu ikke forstår, for det er immervæk ikke let sådan bare at tabe en taske, man egentlig går med over skulderen. Måske var den simple årsag, at det var nytårsaften, klokken var omkring 03, og jeg var på vej fra én fest til en anden. Så kan du selv gætte dig til, hvorledes min observationsevne var (hint: den var på stadiet mellem “jeg burde lyne jakken i denne 10 graders pivfrost. Men jeg tror bare, jeg tager en slurk af den her Asti” og “fik jeg lige en raket i hovedet? Brænder mine fødder?”)

Jeg mistede ved tabet alt undtagen min mobiltelefon, som jeg havde i den anden hånd, og det var et gedigent held, at jeg havde den, for ellers havde jeg ikke vidst, hvor det var, jeg var på vej hen. Tror jeg nok.

Så jeg tog hen til nattens sidste fest, hvor jeg peb som et hundelegetøj over, at jeg hverken havde penge, nøgler eller båthorn, for det lå alt sammen i tasken, og tasken var blevet stjålet (det er mindre pinligt at sige til folk, man er blevet bestjålet, end det er at sige, at man er en idiot, der går og taber sine ting.)

Heldigvis havde jeg én, jeg også kender, der hedder Henrik ved hånden, hvilket jeg var grumme glad for, fordi én Henrik i hånden er bedre end ti på taget – som man siger – der kunne betale taxaen hjem og en anden, jeg kender rigtig godt men ikke så godt, at jeg ville give ham min saftpresser, der hedder Eskil (altså manden hedder Eskil – ikke saftpresseren) som jeg lige straks skal til at bo sammen med og som heldigvis kunne holde sig vågen, til jeg kom hjem, så han kunne åbne døren.

Og så var der happy days over hele linjen. Satme.

Men det var ikke det, der var heldigt. Det heldige var, at jeg næste dag modtog en mail fra én, der hedder Rune Gleerup, som er mit nye yndlingsmenneske i hele verden i hvert fald de næste mange uger, og han fortalte, at han havde fundet min taske. Intakt. Med alt indhold i. Og at jeg kunne hente den senere på eftermiddagen. Jeg har aldrig været så glad for noget i hele mit liv. Måske lige bortset fra den sommer, hvor min mor gav mig 100 kr. og sagde, at jeg måtte gå ud til Hjem-is-bilen og købe den store familiepakke. Så jeg blev genforenet med mine ting, der i dagens anledning var dækket af sølvglimmer på grund af det festlige båthorn, der lå i bunden af tasken og spredte sine små, glimtende frø ud over det hele. Good times.

Avatar og nytårsforsæt

Af andre ting skal nævnes, at jeg har set Avatar og nu er den lykkelige ejer af et par pragtfulde 3D-briller. De havde dog været til mere nytte for mig, hvis jeg til daglig kun så i 2D, men man kan ikke få det hele. Og at jeg kun har fået én julegave, der skal byttes. Til gengæld ligger der kun steder, hvor jeg kan få den byttet i Brønshøj og Tårnby. Og hvem pokker gider tage til Brønshøj frivilligt? Så jeg vakler mellem bare at beholde den bog og få det bedste ud af det eller at bide i det sure, sure, SURE æble og tage til Amager eller Brønshøj. God damn it.

Mit nytårsforsæt for 2010 er at blive rig, se Miami, se Venedig og dø. Måske skubber jeg det med at dø til 2011… det kan godt være, det er for ambitiøst at tro, man kan nå det hele på et år. Jeg vil også finde ægte kærlighed og tabe den i en brandert. Jeg stoler blindt på, at Rune Gleerup finder den til mig igen.

“Skal det pakkes ind?”

Nu gjorde jeg det igen.

Jeg spildte unødvendige ressourcer, fordi jeg spontant besluttede mig for at købe en gave. Og få damen bag disken til at pakke den ind. Selv om pakken var til mig selv. Og jeg altså godt vidste, hvad der var i den.

Det hele startede i går, tirsdag. Jeg gik rundt i Frederiksberg Centret og havde netop været i flere unavngivne forretninger (familien læser med…) for at købe julegaver til mine vidunderlige slægtninge. Og så gik jeg forbi La Senza.

Tænkte, at jeg egentlig havde brug for noget undertøj, og nu var jeg alligevel i shopping-mode, så jeg gik derind og kiggede på ting og sager sammen med mænd i 30’erne, der var på udkig efter noget til deres kærester og helt åbenlyst ikke havde det fjerneste begreb skabt om, hvad det var, de gerne ville have med hjem.

Først og fremmest skal det lige indskydes, at jeg ikke vil høre tale om, at shopping-mode ikke findes. Jeg har hørt fra flere pålidelige kilder – både mandlige og kvindelige – at der er en hel særlig sindstilstand, man kan komme i, som gør, at man køber uhæmmet ind uden at tænke på konsekvenserne. Ikke sådan sygeligt shopaholic-agtigt men bare ganske normalt og let ”sindssyg i gerningsøjeblikket”-agtigt.

Jeg prøvede det selv, da jeg var i USA og befandt mig i Desert Hills Premium Outlets i Cabazon, Californien, hvor de har alverdens herlige ting og sager… Og sikke umenneskelige fristelser, jeg kom op imod. Hvem kan måske modstå Bottega Veneta, Calvin, Boss, Prada, YSL og ligesindede???

Så pludselig, da jeg havde overstået de første nervøse indkøb i Coach, da gik det op for mig, at penge jo kun er papir. Og at jeg jo altid kunne tjene flere. Og at det desuden nok varede grumme længe, inden jeg fik chancen for at købe en Gucci-habitjakke til 250 dollar igen. Så jeg tog skyklapperne på, Mastercardet i hånden og tog på raid! Betsey Johnson, Lacoste, BCBG, here we go!

Det var så godt og tilfredsstillende for mig, at jeg ikke shoppede i TRE måneder, efter jeg kom hjem. Fordi jeg simpelthen havde fået et stort nok fix til at holde mig væk fra butikker herhjemme. Det kan anbefales til alle at prøve det.

Nu begynder jeg dog at få lidt abstinenser, fordi jeg taler om det, så måske jeg skal spare sammen til en tur til sommer igen. Det var blot for at fortælle, at i shoppingmode er alt tilladt, og man kan ikke nødvendigvis blive stillet til ansvar for sine handlinger senere eller bedt om at aflevere Pradaskoene tilbage igen eller noget andet tosset.

“Ja” siger man så

Når det er sagt: Jeg gik i La Senza. Og jeg tænkte, at jeg nu gerne ville købe noget lidt rart til mig selv, fordi jeg havde været så god og from at tænke på min familie først og fremmest. Så det gjorde jeg. Og da jeg stod oppe ved kassen (stadig i shoppingmode…) og lagde undertøjet på disken, kiggede den søde pige direkte på mig og spurgte: ”Skal det pakkes ind?”

”JA,” svarede jeg uden at tænke over det. For jeg havde immervæk set, hvor flot deres indpakning var. De putter både sådan nogle duftperler og alt muligt ned i posen og putter tyndt papir om, inden de pakker det ned, som om undertøjet ellers ville gå i stykker. Det hele er med andre ord bare lidt mere lækkert, når det er pakket ind.

Lige som blomsterbuketter, der også altid ser pænere og større ud, når der er cellofan og gavebånd om.

Sekundet efter fortrød jeg dog, at jeg havde sagt ja, for der var folk bagefter mig i køen, og i disse klimatider er det heller ikke velset at spilde papir, bånd og duftperler sikkert også. Sådan noget udleder CO2 i produktionsprocessen, har jeg hørt. Så det var med en lidt dårlig smag i munden, at jeg overværede damen stå i flere minutter og pakke mit undertøj pænt ind, når jeg egentlig godt vidste, at jeg bare skulle hjem og pakke det ud igen.

History repeating

Og i dag gjorde jeg så præcis det samme. Igen. De sidste julegaver til familien blev købt, og jeg besluttede at bruge lidt penge på mig selv også, og efter at have set, hvor pænt andres gaver blev pakket ind i Illum, sagde jeg spontant ja tak til, at hende den gråhårede Hørsholm-dame bag disken skulle pakke mine ting ind også. Og det gjorde hun så troligt. Uden at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også var rigtigt.

Jeg begynder efterhånden at tro, at jeg har et problem med at sige nej, når pæne kvinder med nylonstrømper på spørger mig om ting. Anden forklaring har jeg simpelthen ikke. Det går jo fint med at sige nej til de beskidte Unicef-fundraisere ude på gaden…

Status er nu, at jeg er i besiddelse af to julegaver, som jeg selv har købt. Jeg har dog ikke nænnet at pakke dem ud endnu, thi de er simpelthen så flot pakket ind, at jeg lige vil nyde dem et par dage først. Og hvem ved, måske glemmer jeg så også, hvad der er i og kan blive overrasket? Ingen ved det. Jeg kan godt have en rimelig dårlig hukommelse på det punkt.

Jeg håber, der er andre end mig, der har lavet det stunt med at få ting pakket ind, der ikke skulle pakkes ind. Ellers er jeg det eneste rigtig dårlige menneske i verden. Og det vil jeg så nødig.

Juletid er Finnair-tid

For mig er det ikke rigitg jul, før jeg har fældet en tåre over Finnairs julereklame med den lille ren, der er så sød og så alene ude i mørket, men som bliver guidet hjem af et Finnair-fly. Det er et billigt trick, men det er også hjertevarmende for slet ikke at tale om forfærdelig nuttet.

P.S. Hvis man ikke får lyst til at flyve med Finnair, får man i hvert fald lyst til at købe sig et pelsdyr, hvis pels man kan græde lidt ned i, når man ser den slags reklamer.

Joan Ørting ævler IGEN om utroskab

Så skete det. Bedst som jeg troede, jeg ikke KUNNE blive mere arrig, bitter og indebrændt på den rødhårede skærsild Joan Ørting, åbnede jeg dagens udgave af Ekstra Bladet og fandt ud af, at jo – det kunne jeg sørme godt!

Grunden til at min harme er steget fra level 99 ”jeg hader dine latterlige, hjernedøde kællingeudtalelser” til imponerende level 100 ”jeg hader dine latterlige, hjernedøde kællingeudtalelser FOR LIFE” er, at hun nu for noget der ligner syvende år i træk er kommet med sine ”gode råd” til alle, der har tænkt sig at gå ud og være deres kærester, mænd eller koner utro til årets firmajulefrokoster.

Nuvel. Sådanne artikler er der jo hvert år, især på netaviserne og i tabloidbørgerne, og hvert år bliver de lige meget læst. Jeg taler om artikler med emner som ”sådan undgår du tømmermænd” og ”sådan scorer du til julefrokosten.”

De er sikre kort HVERT år, og folk bliver ved med at klikke ind på dem, for hvem vil ikke gerne undgå tømmermænd og score til julefrokosten? Bortset fra mig, altså. Jeg elsker at have tømmermænd men hader at score til julefrokoster. Dér har man jo travlt med at spise risalamande og svine chefen til. Så må man prioritere sin tid.

Jeg har heller ikke noget imod som sådan, at artiklerne bliver til.

I dette grelle, grelle tilfælde var det min gode ven Kristian, der havde skrevet artiklen, og jeg er sikker på, han har hygget sig med at interviewe Joan, lige som jeg også er sikker på, han er lykkelig over at være kommet ud af interviewet igen uden at få herpes eller noget andet funky, som man tit får af rødhårede, løsagtige madammer. Men de eminent ringe råd, Joan formår at få formuleret til de stakkels, kommende firmajulefrokost-deltagere, det skubber mig simpelthen ud over kanten i en sådan grad, at jeg er sikker på at dø, når jeg engang rammer jorden.

Jeg ville med andre ord hellere tage imod gode råd om scoringer og utroskab fra en trebenet, pestbefængt elg i Lapland, end jeg ville følge Joans vejledning.

Det er lettere for mig at tro på, at David Beckham og Tiger Woods aldrig har været deres koner utro, end det er for mig at tro på, at Joans råd nogensinde vil være brugbare i den virkelige verden.

Blandt andet siger Joan:

”Jeg synes, det er et tidspunkt, hvor man skal sætte hinanden fri.”

Fordi det bare er helt ok at være utro, når det er en julefrokost. Fordi det bare er top-fjong at knalde udenom, så snart man har 10 cl. Rød Aalborg inden for vesten.

Ekstra Bladet giver også følgende videre:

”Problemet er tit, at der er forskellige syn på utroskab. Så den snak skal man have haft med sin partner. Det kan jo være, at han tænker, ‘lidt oralsex kan man godt have’, mens hun synes, grænsen går før et tungekys.”

Det kan jo være, at man i Joan Ørtings egen sindsforvirrede omgangskreds tænker, at oralsex ikke er utroskab. Det kan også godt være, at folk ikke sulter i Afrika. Det kan også være, at det ikke er farligt at junke heroin direkte ind i sine blodårer. Det kan også være, at man bare skulle tænke sig the fuck om, inden man begynder at snave med andre end sin mand!

Det burde da ikke være nødvendigt at sige til sin kæreste, at man ikke synes, det er okay, at han stikker tungen ned i halsen på Karin fra regnskabsafdelingen! Jesus kristus jubelscene, det er vel tilladt at tænke selv!

Ørting sætter til sidst trumf på og foreslår, at man bare holder kæft med, hvad der skete til julefrokosten, så kæresten ikke får noget at vide i detaljer.

Knippelfin idé. Lad dem da bare svæve i lykkelig uvidenhed om, hvad du har foretaget dig af obskure, klamme ting på chefens skrivebord med hele annonceafdelingen og deres kæledyr. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af og sådan noget.

Hold da kæft, hvor er det dumt. Det er så dumt, at jeg næppe har hverken hørt eller set noget så dumt før (med undtagelse af sidst, jeg læste nogle af Joan Ørtings gode råd, altså) i hele verden. Og jeg har immervæk hørt mange dumme ting i mit liv.

Og scoretip?

Dem har hun også! Ja, for det skal da ikke hedde sig, at en dame som Joan ikke kan komme med nogle indspark til, hvordan man lige får en kollega på krogen. Til hendes og EB’s forsvar er det vist henvendt til singler, så her er den idiotiske ”smadr dit ægteskab” snak sat ud af spil.

Det mest tåbelige råd af alle er dette: Ved du allerede på forhånd, hvem du vil gå efter, kan det være en god idé at lægge op til det i dagene op til festen. Skriv f.eks. en lille sms med: ‘Jeg går efter dig i morgen’.

Så subtilt. Så diskret. Så feminint. Eller – hvis du er en mand: Så nasty og ynkeligt. Så kan man gå dér og undgå den sms-skrivende tosse hele aftenen og få ødelagt sin julefrokost fordi én eller anden skal være offensiv. Nej tak. Hørte du, Joan? Jeg sagde nej tak!

Retfærdigvis får Joan også skrevet et enkelt godt råd om, hvordan man opfører sig pænt (eller det modsatte) til julefrokosten. Hun siger nemlig, at man skal lade mobilen ligge, fordi man ikke bør sidde og sms’e hele tiden. Og det har hun fuldstændig ret i. Jeg siger ikke, at jeg ikke selv gør det. Jeg siger bare, at det er gedigent irriterende at se på for andre mennesker – især hvis man er midt i en samtale.

Som en hyldest til, at Joan har formået at ytre noget brugbart, vil jeg lade min mobiltelefon ligge i tasken i aften. Og på redaktionen i morgen. Og så ellers håbe på, at jeg ikke låser mig ude et eller andet sted og har brug for at ringe til en ven.

Go’ weekend, go’ julefrokost og lad nu VÆRE med at lytte til flagrende hippier. En snapsebrandert er intet andet end morskab på en kredit, der skal betales senest søndag kl. 14. Lyt hellere til mig; fornuftens stemme, moralens vogter og snapsens forbander.  

P.S. Vil gerne for en god ordens skyld nævne, at jeg ikke hader Joan Ørting som person. Jeg kender hende ikke. Hun er sikkert flink og rar og kan bage fine småkager og lave stempelkaffe til sine gæster og den slags, men hendes råd er simpelthen så gennemført elendige, at jeg bliver nødt til at brokke mig. Det er hermed gjort.

COP15 ødelægger julen

Okay så. Det er blevet onsdag, det er blevet december, og – næsten uden at nogen havde bemærket det – er det blevet tid til at blive invaderet af en nærmest brutal mængde julepynt i København. Sikke en glæde: Det er stort, det er smukt, og det fylder hele gågaden.

Som reglen jo er, når tiden sig nærmer, er der nemlig kastet lyskæder, gran, julemænd, hjemløse med blinkende Tuborg-nissehuer og tonedøve pensionister med blæseinstrumenter ud i gadebilledet til skue for pøbelen, og de – pøbelen – labber det i sig og kaster mønter i grams i bytte for brændte, H1N1-befængte mandler for god damn it, det er jo jul!

Alt dette fylder naturligvis godt op i storbyen, når al det ragelse privatpersoner og virksomheder har haft liggende på loftet det sidste år, bliver losset ud på gaden eller ned i butikkerne.

Kombineret med hele skove af juletræer på alle åbne pladser større end en toværelses lejlighed, kan selv de største bønder (ja, for måske læser bønder også den her blog – man ved sgu aldrig) godt forestille sig, at man ikke har ret meget lebensraum  som københavner eller frederiksbergenser i julemåneden.

Nej man har ej.

Men i år er det endnu værre. Bedst som man troede, at det ikke kunne blive det, er det blevet det. Værre, altså.

For i år har vi et klimatopmøde, der skal overstås midt i al juleræset. Og selv om jeg personligt mener, de burde have ventet med det møg til januar/februar, hvor der alligevel ikke er en skid andet at give sig til end at gå på udsalg og slankekur, har nogen alligevel lagt topmødet smack i midten af julegaveindkøbene, æbleskivespisningen, konfektbagningen og juletræspyntningen.

Tak for lort.

For nu kan vi ikke længere nøjes med at kigge på de smukke grantræer og de fede nisser og de beskidte hjemløse med lyskæder viklet om benene og tænke ”ihh  hvor er det dejligt, at der er pyntet sådan op til jul.” Nu skal vi også se på COP15-bannnere, Hopenhagen-plakater, gigantiske globuser, reklamer for vindmøller, blå linjer gennem byen, piercede klimaaktivister der deler flyers med stavefejl ud til højre og venstre samt – hvilket næsten er det værste – håndtere afspærrede gader og fortove og alt muligt andet, fordi nogle statsledere og CEO’s partout skal holde et snobbet networking-arrangement lige midt i byen!

Jeg er snobbet og network-agtig

Jeg har endnu ikke fundet ud af, om det ødelægger min julestemning, eller om det blot gør mig mere irriteret på den påtagede hygge, end jeg var i forvejen. Men jeg hælder lidt til det første. Nu skal jeg dække topmødet for min udmærkede (og landets bedste, hvis jeg må tilføje, og det må jeg jo, for der er ingen, der stopper mig) avis, så jeg skal i forvejen holde øje med, hvad der sker rundt omkring af erhvervsrettede ting. Allerede nu er det uoverskueligt. Og vi er ikke engang gået i gang endnu. Men det betyder heldigvis også, at hvis jeg ser et af førnævnte snobbede networking-arrangementer, kan jeg sandsynligvis gå ind og deltage og få noget mad og noget vin i stedet for at stå udenfor og irritere mig.

Det trækker lidt op for COP15-cirkuset, må jeg indrømme. Men det ændrer stadig ikke på, at selv om det skal forestille at være et KLIMAtopmøde, har de plastret stakkels København til med grimme, grimme reklamer og dermed ødelagt vores – borgernes – udemiljø og juleklima (JO det er der noget, der hedder!)

Den anden dag, da jeg skulle i Illum og kigge på julegaver til min søde, SØDE familie (måske har de ikke købt mine gaver endnu, så jeg må hellere bare smøre tykt på med rosen. Jeg elsker, elsker, elsker jer ) blev jeg stoppet flere gange end sædvanligt af folk, der ville have mig til at give penge til eller skrive under på ting, der skulle hjælpe klimaet. Hallo klaphatte, sagde jeg så, hvor kan jeg skrive under på noget, der får jer til at skride?

Jeg ved godt, man skal se det store billede. Det er ikke hver dag, at vi er vært for noget så stort som et klimatopmøde. Naturligvis ikke. Men vi har LIGE haft IOC-møde, og vi havde måske LIGE sat næsen op efter en stille og rolig december med marcipangrise og chokoladekalendre, og så kommer Obama her og laver rav i den – igen – sammen med alle de andre jakkesætsklædte tosser, og ydermere skal vi belemres med en myriade af events under det satans topmøde. Måske vil vi bare helst være i fred? Og måske ville det egentlig også være det bedste for klimaet?

Hvor meget CO2 mon verdens statsledere udleder ved at flyve ind til det pokkers møde med deres privatfly og deres limousiner og deres sikkerhedsvagter? KUNNE de da ikke bare tale sammen over Skype?

For saeuns da også!

Et rungende ja til julefrokoster

De næste mange dage skal jeg bruge på, ud over at passe mit arbejde, at forpeste mit helt eget mikroklima ved at fylde min krop med ting, der vel bedst kan betegnes som fødevarernes svar på atomaffald. På godt dansk kaldes sådan noget for en julefrokost, hvilke jeg har hele to af i den kommende weekend. Eller, faktisk har jeg tre. Men jeg regner med, at jeg er død efter de to første. Først en god, intim og hyggelig  (hvor alle tre ord selvfølgelig dækker over ”amok-agtig”) julefrokost med den kære Kredsen af Journaliststuderende-bestyrelse, hvor vi hylder os selv, fordi vi er så gode til at passe på medlemmernes penge og som følge heraf bader os selv i snaps og kirsebærsauce. Jeg kan næsten ikke vente.

Lørdag er der så bestyrelsesmøde – det fungerer altid fint mindre end seks timer efter, man er gået i seng – og efter en sikkert tiltrængt eftermiddagslur skal jeg så til julefrokost på Rådhuspladsen sammen med de lige så kære JP’ere, som jeg tilbringer mere tid sammen med end hvad godt er. Men bedst som man tror, man havde set alle sine kolleger fulde, kommer der nye, fulde mennesker ind i billedet, som man ikke vil gå glip af at kigge på og grine ad og kaste havregrynskugler efter.

Satser på, at søndagens julehalløj bliver en ret stille omgang – dog stadig med indtagelse af afsindige mængder julemad på Amager med udsigt til både julepynt og COP15-pynt. Dejlig er Jorden!

P.S. Mange tusind tak til Bedste for at give mig en million kroner i form af en skrabekalender. Jeg har allerede brugt de 20.000 af dem. Det er jo ikke hver dag, man bliver millionær. Indtil videre har jeg skrabet en kugle og en julemand. Den skulle være go’ nok i år! Bedste, du er en helt!

P.P.S. Husk mig på at jeg skal skrive noget om Polet & Polaks kærlighedsforhold til Dirty Diana samt det nye Rihanna-album. Det er pissesjovt, men hvis jeg nævner det i andet end et PS, ryger min skarpvinklede julehistorie. Altså!

Du kan ikke finde på det her shit

Jeg er blevet spurgt, om det virkelig kan være rigtigt med de der evige søgninger og “sådan er folk landet på min blog”-posts. Eller om det i virkeligheden bare er noget, jeg finder på.

Dertil kan jeg kun sige: Folkens! Folkens, siger jeg. Man kan ikke finde på det her lort. Tro mig, jeg ville gerne have en så styg fantasi, at jeg kunne finde på ting som nedenstående, men det kan jeg desværre ikke. Hvis jeg kunne, var jeg nok ansat som idéudvikler på et eller andet beskidt tv-program, men jeg er – ak og ve – ikke så kreativ. Derfor vil jeg understrege, at søgningerne er fuldkommen autentiske. Der ER rent faktisk folk, der har siddet og googlet det syge, syge shit.

Som altid er det søgninger, der har bragt folk ind på min blog. Husk venligst på, at jeg ikke kan stilles til ansvar for, om folk har fundet det, de søgte (for det har de som regel ikke…) Jeg har forsøgt på bedste vis at forholde mig til søgningerne ved at kommentere dem i kursiv, men det er dælme svært at sætte sig ind i folks klamme, klamme tankegang.

Her følger nogle af de seneste syv dages morsomste søgninger:

porno i gamle dage huxei (er huxei noget japansk, vi ikke har hørt om?)

fløderand (hvorfor?)

robert pattinson med et kryds over hoved (hvorfor??)

david mandel kæreste (nej, jeg tror, han er single)

selvdød (er veldød)

fuck finger i trafik (skal du nok holde dig fra…)

skydeklub nørresundby (hvis du er bandemedlem synes jeg, det er en fin idé at melde sig ind et sted, hvor du kan lære at ramme noget. Go’ stil.)

liberal alliance mærkesager (de har kun én mærkesag: At holde skindet på næsen. Så er det sagt.)

hvem bliver først vred (på hvem?)

når man har fri fra skole så har man fri (det er nemlig rigtigt. Kramzer fra Sofie 7.B.)

for satan i helvede! din grimme forpulede (resten kunne ikke stå der. Desværre. Ville ellers gerne vide, hvad for en grim, forpulet ting, der ledes efter.)

www.ponrno.porno.com (seriøst?)

kvinder fucked (ja, så er du da kommet til det rette sted)

luftkastel til salg mikkel herforth bøsse (KLASSE søgning, mester. KLASSE!)

a baal escort (må jeg anbefale Ekstra Bladet…)

Og nu – åbenbart – noget om polakker:

fucking fuck polakker (hele TO søgninger på dette. Der er nok én, der er sur, hva’?)

polakker billigt arbejde (nærige svin, få dog nogle andre til at bygge din garage!)

polakker søde (nu den søgning igen?? Keep looking, pusser.)

tur til polen polakker kone (jeg vil ikke vide i detaljer, hvad den her dude er ude på…)

I blame Pawel & Piotr for, at min blog nu er blevet et østeuropa-orakel.

Bonusinfo: Når man googler “polakker søde” er min blog det første resultat, der dukker op. Prøv selv. Den er helt gal.

Og nu til de virkelig vigtige søgninger, som folk er helt vilde med:

gi mig patter

bare damer

voksne der sliker rov (prøv hos Dansk Sprognævn, tosse…)

lange patter

verdens største patter

unge patter (husk lige på lavalderen!)

gamle patter (håber det er den samme, som foretog ovenstående)

lærker patter (ensom ornitolog?)

store bryster tagget på gaden (aHVA’?)

store hængepatter (nu er du jo bare klam)

mamga porn bøger (prøv manga en anden gang, ven)

bil og patter (spøjs kombination men whatever turns you on…)

og endelig favoritten: røv lægger damer patter logo

Go’ weekend!

P.S.  Morten Filipsen er verdenshistoriens største, nulevende poet. EOD!

Dagens guldklumper

“Det er bedre at træde i karakter end at jokke i spinaten.”

Man kan snildt bruge sin blog som huskeliste. Se bare her: Toiletpapir, rørsukker, adventskrans, mælk.

“Den korteste vej mellem to mennesker er kontaktlinser.”

“Den næstkorteste vej mellem to mennesker er kontaktlim.”

Det eneste fornuftige, man kan bruge sin torsdag på, er, at genindspille det episke drama “han, hun, ham, hende, æslet og kopirummet.” Det er i hvert fald, hvad vi gør på JP. Fredagsavisen bliver altid abnormt syret.

Det sidste nye inden for klimateknologi er åbenbart “skinkemærker.” Don’t ask…

Verdens bedste comeback på linjen “er du syg? Du ser træt ud” er hermed fundet. Svaret er: “Ja. Det er en allergisk reaktion over for dumme mennesker.”

Jeg har fået en rar mail om, at jeg har vundet 470.000 i et lotteri, der hedder Euro Million Lotteriet. Det giver jo ingen mening. Hvorfor vinder man bare ikke en million???

“Er de et fodboldhold eller en buket blomster???” – Om Fiorentina.

Jeg ryddede op i går og fandt følgende, jeg ikke anede, jeg havde:

En næsten hel flaske cognac (good times)

En grå strømpe (eller en meget støvet, hvid strømpe)

Otte kondomer (?)

En Jesus-køleskabsmagnet (Souvenir fra Rom?)

Et komplet pokersæt (Frederik?)

To stk. Roskilde Bank-klappepølser (!)

Et sysæt fra 1998 (nåle, ingen tråd)

En elregning fra oktober (ups…)

Asger Aamunds nye bog på lydbog (julegaveidé?)

En invitation til en omgang øl på Louises (= den visse død)

Plus mange flere ting, som jeg nu har glemt. Nogle gange overrasker livet én bare så dejligt positivt. Jeg synes, at vi alle skal være taknemmelige for, at vi er her på denne jord og har vores frihed og gode helbred og kærlige familier. Godt nok holder vi ikke thanksgiving, men ånden kan mærkes helt herover.

P.S. Jeg fandt også et halvt glas lykkepiller, som jeg indtog til morgenmad. Jeg siger ikke, at det med sikkerhed har påvirket min personlighed. Jeg siger bare, at det ikke er umuligt.

 

 

Another day, another dollar

8.30 – Min mobil-alarm lyder lavere, end den plejer at være. Jeg var nær ikke vågnet. Eller måske er jeg bare ved at vænne mig til Champagnegaloppen. Tænker, at jeg vil finde noget andet Lumbye til decembers morgenvækning.

8.40 – Jeg tror, jeg er blevet blind. Kan i  hvert fald ikke se andet end slørede ting i mit synsfelt.

8.41 – Note to self: Det hjælper ikke på synet at spraye brillerens direkte ind i øjnene. Man skulle tro det, ja, men det gør det altså ikke. Og hvad skal man så egentlig bruge brillerens til?

8.50 – Et bad senere begynder brillerensen at virke alligevel. Kan endda se, at jeg er kommet til at putte bodywash i håret, men heldigvis gør det ikke den store forskel, idet alle jo ved, at der er det samme lort i alle de der tuber, men kosmetikindustrien bare bilder os ind, at vi ikke må bruge shampoo på huden, fordi… ja, hvorfor egentlig ikke? Til gengæld må man gerne bruge balsam som barberskum på benene, fordi det ”blødgør hårene.” Man skal bare huske, at det måske er dumt at benytte volumenshampoo. Forvirret? Det er jeg også!

9.10 – Der er ingen vigtige, der er døde i løbet af natten. På et eller andet tidspunkt må der komme en hel bunke af kendte mennesker, der dør, du ved… bare for at udfylde novembers kvote. Og så på den anden side, Robert Enke gælder vel for 10, så det er sikkert meget fair, at døden lige venter med at hente flere prominente folk til juletiden sætter rigtig ind. P.S. Jeg er altså ikke sådan en freak, der bare sidder og venter på, at folk dør, så  jeg kan skrive flamboyante nekrologer til dem. Den slags har vi navneredaktionen til.

9.45 – Møder ind på arbejde. Drikker en kop kaffe med den sidste mælk i køleskabet. Jeg kan ikke så godt lide kaffe uden mælk. Det smager for sort. Jeg kan bedst lide det sådan lidt blødt og går ofte moderat i panik, hvis der pludselig ikke er mere mælk i redaktionens køleskabe. Så kan jeg simpelthen ikke arbejde i op til flere timer, før det er bragt i orden.

10.08 – Får for første gang rent faktisk formuleret, hvad det er, jeg er i gang med i plenum på morgenmødet. Normalt kan mine hjernehalvdele ikke arbejde sammen før klokken 12 (mindst) men i dag kan jeg på mirakuløs vis flette op til flere sætninger sammen, der giver go’, faglig mening. Sker der? Er så meget i ave over mine orale færdigheder, at jeg beslutter mig for lige at tage en times pause efter mødet for at dampe af.

11.30 – Skriver på en artikel med indledningen: ”Et egern går ind til en guldsmed og siger…” Det bliver mit ypperste arbejde hidtil.

12.31 – Chefen ringer og siger, at han ikke er udpræget tilfreds med, at jeg diskret fletter egern ind i alle mine artikler om klimatopmødet. Jeg påpeger, at også egern er ofre for klimaforandringerne. Dén kan han ikke rigtig komme igen på. 1-0 til gnaverne.

12.39 – Til alle de undrende: Den er go’ nok. Jeg har stadig uheld i luftguitar!

13.00 – Har du nogensinde tænkt over, hvor langt der egentlig er til Glumsø? Uanset hvor man næsten befinder sig, er der langt derud. Glumsø er Sjællands svar på Brovst. Det er bare langt værre end Brovst, fordi Brovst i det mindste har et badeland og naturskønne områder i nærheden. Glumsø har bare en klam lille sø og lugter af Ringsted. Ingen af de ting har nogensinde været godt for nogen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker på Glumsø, når jeg er på arbejde, men et reelt kontraspørgsmål ville være, hvornår man så ellers skulle tænke på Glumsø. Og især de stakkels folk der bor der og ikke må flytte væk på grund af karantæne og smittefare. Hvem støtter de mennesker? Ak og ve!

Kaffe over Weekendavisen!

13.15 – ”Hej, jeg hedder Berit, og jeg har lige tabt en kop kaffe ud over Weekendavisen.”

13.34 – Havde nær glemt det, men jeg vil gerne dementere alle rygter om, at jeg skulle have ondt af Andreas Røpke. Man kan ikke have ondt af SF’ere, når det handler om politik. De har kun godt af at finde ud af, at verden er et koldt, uretfærdigt og kynisk sted at leve. Så kan det være, de langt om længe tillægger sig et lidt mindre næstekærligt og naivt menneskesyn. Som Dansk Folkeparti, for eksempel. De er kun næstekærlige over for folk over 60. Det bringer mig til den konklusion, at folk over 60 skal fratages deres stemmeret. Og det skal folk i Kalundborg også.

14.00 – Dropper alligevel egern-vinklen på dagens historie og indleder i stedet med ”en forpustet pingvin løber ind til slagteren og råber…” Det fungerer bedre i sammenhængen. Jeg er sådan en fantastisk journalist.

14.05 – Nogle gange må man bide sin faglige stolthed i sig og indse, at de danske medier ikke er parate til dyrerelaterede artikelindledninger. Jeg er harm. Men jeg ændrer gerne min Cavling-aspirerende historie til noget mere konformt for at lefle for masserne. Fuck det. Resten af min dag må forsvinde i en grå glemsel af mandags-weltschmertz.

14.06 – P.S. Hvad pokker ER Armagnac egentlig? Man kan købe en årgang 1989 for 349,- i Vinoble.

14.10 – Når man har det sådan rigtig elendigt, kan man finde trøst i, at det altid er ringere i Randers.