Reklamer, der giver bagslag

Jeg kan godt lide trykte reklamer. Det er dejligt at få dem i postkassen hver weekend, tage dem med op i lejligheden, sætte sig ved morgenbordet og læse dem igennem stille og roligt, mens man noterer sig, at Fakta måske og måske ikke har billig kakaomælk. 

Det er sådan nogle reklamer, man kan bruge til noget. At man så får Bivas julekatalog, Silvans gør-det-selv-tilbud og andre tilbudsaviser, som er fuldstændig ubrugelige for hvide mennesker (NB: Er der nogen, der kan huske udtrykket “det er ikke for hvide mennesker”? Min bedstefar sagde det ofte, dengang man stadig kunne sige den slags uden at blive sigtet efter alle mulige racismeparagraffer. Det var et fint udtryk, som jeg godt gad bruge noget mere, men jeg tør simpelthen ikke, af frygt for at nogen hører mig. Jeg opfordrer modigere folk til at bruge det i stedet) er en ting, man må tage med. Og det gør man så. Simpelt og pakket ind i sæsonens layout, i denne tid naturligvis gran, røde farver og nissehuer. Helt pragtfuldt.  

Men tv-reklamer… Tv-reklamer er Fandens værk. Jo, de er! Så sidder man dér og ser optakt til Champions League med de tre kvarters otte indlagte reklamepauser, fordi Peter Schmeichel kræver mange pauser for at kunne forberede sig til sine næste fire minutters taletid (SKAM DIG, VIASAT!). Og så glemmer man nogle gange at zappe over til noget bedre tv og må som konsekvens kigge tomt på reklamerne på skærmen i hele minutter. 

Jesus ildebrand på høloftet, hvor er det elendigt at se på tv-reklamer. Man kan nærmest føle sin IK rasle ned med en hastighed hurtigere end San Marino kan komme bagud i en fodboldkamp. Hurtigere end Helle Thorning-Schmidt kan nå at sige “jeg har ingen yderligere kommentarer” til ethvert spørgsmål. Der må sidde nogle reklamefolk derude og fortryde, at de lavede en tv-kampagne i så heftig bagstivert, at de MÅ have ligget med hovedet i wc-kummen, da de tænkte:

“Hvorfor får vi ikke en dame til at forestille sig, at andre folk taler gennem vand? Det er den bedste måde, vi får folk til at spise fisk på!”

“Hey, en halvskaldet has-been af en mandlig skuespiller bør give dårlige spilforslag, så firmaets eventuelle nye kunder taber mest muligt, når de drister sig til at spille på fodbold.”

“Lad os få et grimt, rynket bæst af en hund til at sidde fuldstændig malplaceret midt i skærmen, mens vi taler om teleselskaber. Hahaha! Det er den bedste idé nogensinde!”

Jeg nægter simpelthen at købe noget som helst af selskaber, der så ukritisk sender fuldstændig håbløse parodier på effektfulde tv-reklamekampagner til svimlende værdier hen over tv-skærmene. Det eneste, idioterne har fået ud af det, er, at jeg når jeg ser farven blå, tænker: “Nåh ja, det minder mig om, at jeg aldrig, aldrig, aldrig skal lade Nykredit have noget som helst med mine penge at gøre. Og for pokker, hvor er indisk accent egentlig irriterende.”

Godt klaret, Nykredit. Ikke blot har I mistet en måske fremtidig kunde, I har også gjort mig til racist. Tak for lort. 

Andre selskaber, jeg ikke vil have noget med at gøre, før de dropper deres ildelugtende fis i en lufttæt hornlygte, er Yousee (på grund af den usammenhængende reklame med Iben Hjejle, hvor manden havde set frem til i månedsvis, og som slutter med, at man hører nationalsangen. Nej, Yousee, det kan ikke lade sig gøre, for manden kunne ikke vide, at Danmark ville ende i finalen så længe. Og hvis Iben virkelig havde været fan af Sex & The City, ville hun have afsnittene på dvd), Boxer (havde I ikke råd til rigtige mennesker eller hvad?), Inspiration (det var satme ikke en gave at give), Onfone (hold op med at snakke, Lars Bom), Oral B (gør som… MIKKEL HANSEN og børst tænder uden tandpasta, mens du ser dum ud og har en hat på) samt alle reklamer, der forsøger at få de medvirkendes munde til at se ud som om, at stemmen ikke er synkroniseret, men hvor man stadig med lethed kan se, at det ikke er tilfældet (ja, Colgate…). Jeg kunne alligevel bedre lide, da man tydeligt kunne se, at antirynkecreme-damen ikke talte dansk, selv om voice-overen blødt sagde “mmmmhhh – og så blød mod huden”. Og naturligvis reklamer for vaske/opvaske/rengøringsmidler, som man kun skal prøve én gang for at finde ud af, at det på ingen måde fjerner den kalk, man havde håbet på. Så køber man jo aldrig det møg igen. 

Hvor inkompetent og dum skal man være for at være ansat i et seriøst selskabs marketingafdeling og betale et mindst lige så inkompetent og dumt reklamebureau millioner for at lave så hjernedøde tv-spots, at seerne i bedste fald falder helt fra og glemmer, hvad reklamen egentlig reklamerede for, og i værste fald zapper over på DR2 og bliver der resten af året af frygt for ved et uheld at se den forfærdende reklame igen. 

Visse reklamer er dog sjove. F.eks. Ikea-reklamen, hvor den gravide dame rejser sig og råber “STEFFEN!” helt hysterisk. Det er sjovt. Men kun på grund af “STEFFEN!” Resten er ikke ok. Der er også den slags reklamer, hvor man finder ud af, at Bilka holder søndagsåbent, at man kan køre billigere over Storebæltsbroen, eller at man kan få en ubrugelig lille, asiatisk plasticbil for 89.900 kroner. De oplyser og informerer. Det er i orden. Det andet skal enten stoppe, eller også er der nogen, der virkelig skal gå ned i løn. Hvad der så end kommer først.

 

 

Sport eller dyremishandling?

And now for something completely different…

I går aftes (søndag, red.) lå jeg og så Derren Brown. I ved, ham den britiske trenchcoat-bærende, skæggede fyr, der, der kan forudse alt muligt, så alle folk lige må tage hatten af og sige “EJ, hvordan GØR han?” mindst fire gange i hver episode. Ham.

Anyway, han var på væddeløbsbanen for at bevise, at det kan lade sig gøre at finde et system, så man kan tippe vinderhesten rigtig hver gang. Det viste sig til sidst, at det slet ikke kan lade sig gøre, men at han bare havde ladet over 7.000 mennesker begynde med at tippe og så give dem forskellige resultater, så det til sidst ikke kunne undgås, at der var én, der havde tippet rigtigt hele vejen.

I ved, ligesom at spille på ALLE tipskombinationer. Så vinder man nemlig helt sikkert. Man taber så også en del. Men det er mindre relevant, hvis man synes det samme som Derren Brown.

NÅ, men det er ikke dét, jeg vil frem til. Jeg hader nemlig Derren Brown nu og vil aldrig se hans lorteshow igen. Han viste nemlig op til flere hækkeløb fra en engelsk væddeløbsbane. Til jer, der ikke ved det, er et hækkeløb præcis, hvad det lyder som. Et væddeløb, hvor der bare er hække involveret, som hestene skal hoppe over. Som med mennesker.

Med den ene forskel, naturligvis, at der sjældent – hvis nogensinde – er atleter, der er døde ved hækkeløb. Det er til gengæld ikke tilfældet for de stakkels væddeløbsheste. Undervejs i Derren Browns møgshow viste kameraet nemlig en fin lille skimmel, som lå nummer to i løbet, der på vej over den sidste hæk snublede og landede lige på halsen, trillede rundt og blev liggende.

Klip til en usympatisk negerkælling, som står og jubler, fordi hendes hest i stedet er ved at vinde løbet. Og Derren Brown, der selvtilfreds siger “havde du forventet det?” Klip tilbage til kællingen, der smiler og er glad for sine 1.000 punds præmie. Klip tilbage til hesten, der stadig ligger ned. Klip til glad negerkælling (som sikkert i øvrigt er britisk statsborger, men jeg hader hende alligevel efter at have set, hvor ligeglad med den fine lille hest, hun var). Klip tilbage til hesten, som nu – heldigvis – er kommet op at gå.

Dén episode fik mig til at tænke. Okay, først stoppede mit dyreelskende hjerte, så hev jeg lidt efter vejret, så råbte jeg “hvad skete der med hesten? Er hesten okay?”, og så græd jeg lidt over verdens uretfærdighed. Men dérefter kom jeg til at tænke.

Gad vide, hvor mange heste, der dør på grund af den slags årligt?

Gad vide, hvor mange heste, der bliver aflivet, fordi hesten udfører den pligt, jockeyen sætter den til. Fordi den gør, som menneskene ønsker, fuldstændig mod dens natur. Gad vide, hvor mange heste, der snubler af træthed, i mudderet eller lander forkert. Og som konsekvens brækker halsen eller benet eller noget andet og må aflives eller dør på stedet.

Jeg havde på en måde håbet at finde ud af, at det ikke var så galt, og at de halsbrækkende (pardon) styrt så værre ud, end de var. Men det er ikke tilfældet, kunne jeg til min frygt konstatere, da jeg efter en hurtig googling fandt frem til overskrifter som:

“Seven horses die in less than a month at Santa Anita race track” (LA Times, januar, 2009)

“Around 800 racehorses die each year from fatal injuries suffered on US racetracks. An additional number of approximately 3,566 sustain injuries so bad that they cannot finish their races.” (Idausa, 2005)

“More than 1,200 horses killed at racetracks in 2008″ (Orlando Sentinel, september, 2009)

Og det er bare på amerikanske baner… kigger man på britiske kan man også falde over events, hvor 6-9 heste er døde på banerne som følge af styrt og skader.

JESUS CHRIST!!! Hvorfor er der ingen, der gør noget?? Jeg vil vædde med, at hvis 1.200 ryttere døde på banerne hvert år, var der nogen, der ville spørge, om det måske var helt hensigtsmæssigt. Og rytterne har endda selv valgt at ride de åndssvage løb. Hestene har ikke haft en chance.

I forvejen er jeg gal på hele væddeløbscirkuset, fordi hestene bliver redet til alt for tidligt og som følge får knoglerne fuldstændig smadret, inden de er fem år gamle. Men det her går simpelthen ind under kategorien “ting, jeg ville ønske, jeg ikke vidste.”

Må jeg tillade mig at foreslå, at hver gang, en hest dør under et løb, skal jockeyen dø sammen med hesten. Eller, egentlig må ejeren af hesten og jockeyen spille sten, saks, papir om det. Herregud, det er jo bare en indsprøjtning. Hurtigt og humant. Han når ikke at føle noget. Hvis det skal gå fair til, skal jockeyens og hestens liv være lige meget værd. Hvis én dør under løbet, dør den anden også.
I sådanne tilfælde er jeg på dyrenes side. Mennesker har selv valgt at sætte sig op på en hest og tumle rundt på en græs- eller grusbane. De kender risikoen. Hestene ved ikke en skid. Ergo er det mere synd for dem, hvis der sker noget. De gør alt arbejdet, mens ejerne deler præmiepengene, hvis hesten vinder (såfremt den ikke styrter og dør undervejs). Lortemennesker. Lortemenneskehed.

For yderligere ubehagelig læsning:

http://www.chai-online.org/en/compassion/entertainment_racing.htm

Hvis man skal tro denne – meget partiske – kilde, bliver et stort antal heste avlet for at producere enkelte, som er hurtige nok til at være med i de store løb. Et antal bliver solgt videre, men idet de ofte ikke kan fungere som rideheste, fordi deres led eller knogler er ødelagt, bliver de ofte aflivet. Hvor man sandsynligvis skal forvente en vis overdrivelse er der dog henvisninger til både avisartikler og undersøgelser, som er lige dele kvalmende og mere kvalmende.

“Ex-Racehorses Starve as Charity Fails in Mission to Care for Them”
http://www.nytimes.com/2011/03/18/sports/18horses.html?_r=1

http://www.peta.org/issues/Animals-in-Entertainment/the-horseracing-industry-drugs-deception-and-death.aspx

Jeg er ikke Peta-tilhænger som sådan, fordi fanatisme aldrig er godt for noget, men i dette tilfælde er jeg ikke afvisende over for at erklære mig enig i visse af påstandene (såfremt de er velunderbyggede) – og her er der rent faktisk links til dokumentation. Wikipedia-style. Tak, Peta.

P.S. Jeg går ind for at aflive dyr, hvis det har et formål. F.eks. hvis man skal lave lækker bacon dagen efter og skal bruge grisen. Men hvis vi skal have lov til at æde dyrene, skal vi satme også behandle dem godt, mens de er i live og kun aflive dem, hvis de er døende, eller hvis vi skal spise dem. På en ordentlig og human måde. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal bruge dyr som legetøj eller til at tjene penge på og så smide dem ud med skraldet, når de ikke duer til noget mere. Hvad er det nu for en arrogant holdning?

Politisk old-ironi er morsomt

Tidligere på ugen faldt jeg over en blogkommentar til en politisk blog på jp.dk. Heri er der citeret en sats fra sangen Internationale.

Jeg har aldrig sunget sangen, thi jeg er ikke så glad for fællessang, medmindre den foregår efter kl. 01 på et diskotek og omhandler enten Lukas Podolski eller Boten Anna. Jeg kender ej heller melodien, men efter at have lyttet til den på youtube, kan jeg konstatere, at det ikke ligefrem er en ørehænger

Alligevel er den blevet et kæmpehit i frankofile socialistkredse og hos undertrykte tvangskommunister i USSR. En nichesang, jovist, men dog en ganske udbredt nichesang, kan jeg læse mig til. Blandt andet bliver den flittigt sunget med hæse rygerstemmer af socialister i Danmark. De kan godt lide den. Hvorfor forstod jeg ikke, da jeg læste det citerede uddrag, som vistnok er fra 4. eller 5. vers (men hvem gider også lære udenad helt dernedtil? Vi ved jo alle, at efter 1. vers går man direkte til skålen, og derefter synger man “lalalalala” for resten. Præcis som i konfirmandundervisningen).

Den lyder:

“Arbejdere i stad, på landet, en gang skal verden blive vor.

Den dovne snylter skal forbandet forjages fra den rige jord.”

Det pudsige er, at dem, som bekender sig til sangen, for tiden hverken gider arbejde eller fordrive snyltere fra den rige jord. Derfor foreslår jeg, at de venstreorienterede, som holder svært meget af denne sang, i stedet til festlige lejligheder begynde at bekende sig til denne:

Enhedslisten ønsker en myriade af solceller. 4 life.

Min mor har et rødt badge hængende på en opslagstavle, hvorpå der står “alle er fattige i Danmark.” Det badge kan jeg godt lide. Fordi det grundlæggende passer. Alle undtagen Mærsk. Han er nemlig pisserig, og jeg er pissejaloux på ham og alle hans penge. “Sådan et rigt svin”, tænker jeg, når jeg læser om selskabet og selskabets succes i erhvervssektionen. Når jeg læser om aktiefald og dårlige regnskaber, derimod, tænker jeg lidt ved mig selv, at det er godt, det ikke er mig, der lige har mistet 180 mio. kr. på en dag.

Men han er stadig et rigt svin. Ligesom Dyne-Larsen og ham Janus Friis fra Skype. Hold kæft, hvor er de rige. Og hvor er det snyd. De kunne godt tage at give lidt til os andre.

Det tænker jeg. Det vil jeg gerne indrømme. I måske to minutter tænker jeg sådan. Men så kommer jeg til at tænke på, at Mærsk, Larsen og Friis egentlig har været ret smarte. Okay, Mærsk McKinney har så bare overtaget familieforretningen, men han har edderma’me drevet den godt. From nothing to something, som engelsksprogede mennesker eller anglofile danskere ville sige. Jeg er stadig pissejaloux på alle hans penge. Men jeg synes også, det er ret godt klaret, at nogen kan få så markant succes med noget, de selv har skabt. Uanset om det er på aktiemarkedet, ved at grundlægge sin egen virksomhed eller på helt tredje lovlig vis. Og når de selv har arbejdet for det, så synes jeg egentlig ikke, de fortjener at blive kaldt rige, kapitalistiske svin. De har jo bare været dygtige. Og lidt heldige. Men dygtige.

Det er jeg sikker på, du også synes. Du er et godt menneske, tror jeg. Du under andre succes.

Derfor håber jeg ikke, du overvejer at stemme på Enhedslisten til folketingsvalget.

Hvis du stemmer på Enhedslisten, er det det samme som at sige, at ingen må få andet end 7 i karakter i skolen. For alle skal være lige. Økonomisk og intellektuelt. Der må ikke være forskel. Vi skal alle være en klump kød… eller, kernevælgernes veganermentalitet taget i betragtning, måske skal vi hellere være et bundt selleri. Bundter af selleri. Der alle er lige store. Ellers er det snyd.

Jeg synes helt personligt, at liste Ø er en gruppe tosser. Også Johanne, selv om nogle synes, hun er pæn, og selv om hun smiler meget, når hun taler. Hun er simpelthen så mærketøjsklædt og velsoigneret, at man næsten ikke lægger mærke tl, at hun er kommunist. Og så har vi balladen, for dét er falsk varebetegnelse. Hun narrer ikke mig. Når hun kommer med politiske forslag som at investere alle landets sparepenge i at sætte solceller op og bygge vindmøller og ligefrem hævder, at det vil skabe varige arbejdspladser i nationen, så har hun simpelthen ikke forstået, hvad noget går ud på. Noget!

Jeg gad godt spørge Enhedslisten, hvad man vil gøre, når alle solcellerne er sat op og vindmøllerne er bygget. Hvad skal de mennesker, der har sat dem op så gøre? Hvad skal de arbejde med nu? Skal de tage til udlandet og sætte flere vindmøller op? Næppe, medmindre de vil arbejde for det halve i løn og samtidig give afkald på deres boligstøtte imens. Hvordan kan energirenoveringer (som jeg i øvrigt synes er en god idé) skabe varige arbejdspladser, når der kun er et vist antal bygninger i landet? Medmindre Ø vil sætte solcellerne op, tage dem ned igen, sætte dem op igen og tage dem ned igen. Det ville også være smart, da det ville skabe en masse, masse arbejdspladser. Og blive mægtig dyrt.

Og hvem skal i øvrigt hyre disse folk til at sætte solceller op? Virksomhederne? Næh, det skal de nok ikke, for virksomhederne må iflg. Enhedslisten ikke eksistere i deres nuværende form. De skal ejes af medarbejderne, skal de, fordi grundlæggere af store selskaber, som måske godt kunne tænke sig at være herre i deres egne virksomheder, er kapitalitster. Derfor skal alle beslutninger om opsætning af solceller, energirenovering m.v. tages af ALLE på arbejdspladsen. Og det kan jeg love dig for, at de hurtigt kan blive enige om. Eller kan de?

Jeg aner ved gud ikke, hvem Enhedslisten regner med skal betale for velfærden, men det er i hvert fald ikke deres kernevælgere, som vel for de flestes vedkommende er på SU eller tjener deres penge på økologisk landbrug og betaler under 80.000 kr. i skat årligt.

Gad vide, hvor rigt et samfund, vi ville være, hvis alle var på statsstøtte, og ingen måtte have hverken friværdi eller sommerhus i Sydfrankrig?

(Note: Denne blog er et udtryk for min private og personlige holdning på denne dato, 08.09.2011. Snart mener jeg måske noget andet. Derfor kan jeg ikke blive holdt ansvarlig for noget af ovenstående, idet jeg kan påberåbe mig en meningsændring og ryste på hovedet og blive finansminister. Ligesom Ole Sohn. Så er det sagt.)

The fabulous life of most valuable safari-guides

Nogle gange lander man sig et job, hvor man simpelthen MÅ tænke “hold da ferie på Fanø, hvor er jeg heldig at have det her job.” I Danmark må et sådant job være noget i nærheden af konsulent for et større firma, som ikke aner, hvad man egentlig er blevet ansat til, eller at sidde i en tænketank udpeget af regeringen til at modtage et skyhøjt honorar i fire år for derefter at komme med en anbefalende rapport, som ingen læser alligevel.

I Kenya må det mest heldige job være safariguide. Naturligvis har jobbet sine regnvejrsdage, hvor kunderne brokker sig, bilen punkterer, og der kommer chokoladesovs på ens sidste rene, sandfarvede guide-skjorte med firmalogo på brystet. Men langt de fleste dage lever man nu engang over vanlig kenyansk standard. Vores søde guide, Leonard fra Mombasa, som på trods af første antagelse vist ikke er eller kender nogen, der er pirater, har i hvert fald levet det søde liv i denne uge. Baseret på dét har jeg udfærdiget en liste over de ting, chauffører og guider får lov til, som ser nogenlunde således ud:

Du får forlængede kaffepauser, fordi du kan sætte kunderne af ved en attraktion uden chance for at køre videre, før du selv har drukket ud. Kunderne vil se den lange pause som en service, så de ikke skal føle sig stressede og vil ikke turde at sige noget. Alt imens kan du slappe af.

Køreturene er lange og mange. På den anden side betaler folkene på bagsædet penge for at køre selvsamme tur. Så på en måde er chaufføren heldig at blive betalt for det samme. Lidt som en buschauffør, som får drikkepenge for at køre 18‘eren ad Jagtvej i myldretiden. Det er der ingen buschauffører, der gør, men jeg siger bare, at HVIS der var, var det det samme.

Desuden er det dit arbejde at se på vilde dyr og prøve at komme så tæt på dem som muligt. Hvis du er den, der har set det fedeste dyr en bestemt dag, kan du prale af det til de andre guider om aftenen og vise de videoer, du har optaget med din mobiltelefon, selv om det betød, at kunderne måtte vente på, at du blev færdig med at filme, før I kunne køre videre.

I samme åndedrag har du lov til at filme dine kunder, uden at de ved det (jep, det gjorde han sørme) og vise filmene til dem en solrig eftermiddag, hvor de måske og måske ikke sidder og bliver lidt ubehageligt til mode over at være blevet overvåget på den måde. Du behøver heller ikke forklare, hvad filmene skal bruges til, for hvis kunderne spørger på engelsk, kan du spille “ikke mit modersmål”-kortet og svare noget helt andet.

—

Du kan til enhver tid sige “it’s too dangerous” hvis kunderne spørger om noget. Uanset hvad det næsten måtte være. De vil sandsynligvis ikke gide tage en diskussion med den mand, de er dybt afhængige af for at komme rundt af frygt for at blive sat af midt i den fattigste bydel i en større by.

Når du kører forkert, er der en god chance for, at folk i bilen ikke vil vide, at du er kørt forkert. Hvis de opdager det alligevel, kan du blot sige “it’s a shortcut”, hvorefter de muligvis vil mumle på deres eget sprog, at det da ikke kan passe, at det er en genvej, når I har lavet tre u-vendinger og fem venstresving i træk, men igen er det ikke attraktivt for nogen at komme med kommentarer. De kender jo ikke selv vejen, vel?

Det forventes ikke, at du er renlig. Så selv om kunderne måske lige åbner vinduet en gang, når du nyser højlydt uden at holde ærmet for munden eller hurtigt afspritter hænderne, når du insisterer på at give hånd efter at have tisset i det fri tre gange på en fire-timers køretur, vil de ikke sige noget. For hvem vil indikere, at du er uhygiejnisk? Ikke en civiliseret safariturist, der gerne vil virke høflig og overbærende i hvert fald!

—

Det er også okay at lugte af sved. Halvdelen af alle kuffertbærere og sikkerhedsfolk på selv de fineste hoteller lugter alligevel af sved, så hvorfor ikke også dig? Igen vil ingen sige noget til dig af frygt for at virke i bedste fald sippede og i værste fald racistiske (selv om ingen racist ved sine fulde fem vel ville besøge et stort land fyldt med mahognibrune mennesker). Selv om du og dine medkenyanere sveder, er det alligevel okay at hævde, at det er koldt, fordi det er vinter, og at det er derfor, alle folk ude på gaden render rundt med huer og store dunjakker. Turisterne magter ikke at få uddybet dette paradoks og vil affinde sig med dunsten.

Du kan med ro i sindet afbryde kunderne og sige “sssch, I’m talking”, når de afbryder din talestrøm for at få uddybet noget, som du fire minutter efter alligevel vil spørge, om de har forstået. Alene chokeffekten vil få turisterne til at holde mund, fordi de ikke er vant til, at folk, som skal servicere dem, leger sur farmand. Ligeledes kan du komme med små-arrogante “as I told you…” bemærkninger, når de så alligevel drister sig til at spørge igen, hvad du egentlig har forsøgt at forklare på dit halvsløje engelsk.

Hotelbuffeterne får du lov til at spise af lige så tosset, du vil. Det er derfor, man sjældent ser en tynd safariguide. Og hvis du er tynd, er du sikkert ny i faget. Bare vent. Du skal nok blive fedet op før eller siden.

Næ næ næ næ næ, det må vi ikke

Ækvator-skiltet står blot tre meter fra vores jeep. Uden for bilens støvede vinduer skinner solen og indbyder til et rigtigt turistbillede ved skiltet, så vi kan tage tilbage til Danmark og vise, at vi rigtignok har krydset Ækvator i den kenyanske ødemark.

“Can we get out of the car?”, spørger jeg, så godt som allerede på vej til at rejse mig med kameraet i hånden.

“No,” siger vores chauffør Leonard. “I will show you another sign. Where you are safe.”

Jeg kigger ud af de støvede vinduer og spotter 10-15 kenyanere i en radius af 30 meter fra vores bil. De ser meget fredelige ud. Et øjeblik føles det som om, vi er med i en zombiefilm, hvor kenyanerne – hvis vi vover os ud fra jeepens helle – vil komme vraltende sultent hen mod os med armene strakt frem foran kroppen, overmande os og spise vores hjerner. De går langsomt, næmest sløvt rundt i morgensolen og lader ikke til at være interesserede i os. Men det er ikke tilfældet, har Leonard før advaret os om. “They see white people, they see money. If you get out, they will come and they will take your money. They will hurt you,” fortalte han os tidligere, da vi kørte gennem en lille landsby og naivt spurgte, om det var okay, hvis vi hoppede ud af bilen og gik en tur blandt de lokale. Så meget for gode, kristne mennesker og ikke-materielle værdier. Den tørre konstatering “but they are people, not animals” popper op i mit hoved, men jeg tør ikke sige noget til den mørke chauffør af frygt for, at han vil misforstå. Jeg siger intet, men bøjer mig og sætter mig langsomt til rette på det grønne sædeovertræk igen.

Vi kører videre og ser Ækvatorskiltet forsvinde i bagruden. Det var så dén oplevelse. To-tre timer senere står vi blandt 40 japanere og næsten lige så mange amerikanere ved en turistfælde af et ækvatorskilt, hvor solen er forsvundet bag et tyndt lag skyer, og lokalbefolkningen – på nær de obligatoriske sælgere, der nærmest messer “I give you good price. You have a look. You have a look”, så snart man hopper ud af bilen – er holdt på behørig afstand. Jeg bliver kontrær og gider ikke have et billede af mig selv ved skiltet, når det betyder, at man får fire japanere, der laver peace-tegn med i baggrunden. “Vi kunne sagtens være steget ud det andet sted,” tænker jeg lidt bittert. Overvejer dog alligevel at købe et “jeg krydsede Ækvator”-certifikat for 300 kenyanske shilling (lidt under 30 kr.), men stædigheden vinder, og jeg går fra skiltet med alle penge på lommen.

Ovenstående er ikke et enestående tilfælde på, hvordan hvide turister bliver holdt så langt væk som muligt fra de indfødte i Kenya. Hver gang vi stopper for at tisse eller købe vand eller kigge på souvenirs, sker det ved en butik, hvor der i forvejen holder 5-10 safarikøretøjer, og hvor der i forvejen er en del turister tilstede. Ved det første sted vi holdt rast, da vi var godt undervejs fra Nairobi til nattens lodge nær Nanyuki, stod der en vagt ved porten, som advarede mig mod at gå ud fra butikkens område. “Cars drive very fast” var hans argument, thi der var en landevej lige udenfor. Og så sandt var det; bilerne kørte hurtigt, og det skulle jeg selvfølgelig passe på. Som jeg gør hver dag derhjemme.

Jeg ved ikke, om vagten virkelig bare ikke stolede på europæeres syn og evne til at bevæge sig over befærdede veje, eller om han blot ikke ville have, at jeg gik ud og kiggede på lokalsamfundet, men jeg blev i hvert fald overvåget af ham i al den tid, jeg stod uden for hegnet. Ubehageligt til mode luskede jeg tilbage i mængden af asiater med safarihatte og støvmasker, hvor jeg hørte til.

Irriterende er det, når man er vant til at være soloturist og i stand til at gå og køre, hvorhen man vil. At man med ét er underlagt en lokalkendt (når han da ikke lige kører en omvej på 2-3 timer, hævder at man kører på en “shortcut” og spørger om vej hvert 20. minut, som det skete for os allerede på dag 2) chauffør, som fortæller én, hvor man kan og ikke kan bevæge sig hen. Ikke mere end 20 skridt får man lov til at trisse rundt alene. Fra bussen og til hotellet, rundt på hotellets område (med eskorte efter mørkets frembrud), fra hotellet og til bussen, fra bussen til butikken og tilbage igen. Man kan ikke stige ud, og man kan ikke lave programmet om. Man må som udgangspunkt slavisk følge den rute, der på forhånd er lagt, når man er på planlagt safarirundtur. Til gengæld bliver man opvartet fra morgen til aften og skal ikke tænke på ruteplanlægning, og om man nu har råd til at sove på en turistlodge (som er lysår – LYSÅR – pænere end de skure, kenyanerne kan tjekke ind på) eller hvad.

Jeg tænker, at nogle kan lide det, og andre kan ikke. I hvert fald er det svært at brokke sig over tre gode måltider mad dagligt, som man kan være ekstra heldig at fange et eksotisk maveonde af at spise, hoteller med pool, aber i vindueskarmen og løver, der parrer sig tre meter fra én. At lokalbefolkningen så må holde sig på behørig afstand, medmindre de er ansat på hotellerne, kan man på én eller anden facon godt leve med.

Dog er jeg stadig sur på Leonard over det med ækvatorskiltet.

Xamensbevis modtaget aka. ihh hvor fint.

I går modtog jeg mit eksamensbevis, som jeg så længe har ventet på og klaget over, at jeg ventede på og alt muligt andet venterelateret. Hurra. Det viser sig, at jeg er hvad amerikanerne ville kalde en C-student, idet alle undtagen én af mine talkarakterer er syvtaller (et ottetal på 13-skalaen, men det er der ingen, der lægger mærke til) og på ECTS-skalaen er det altså et C.

Et enkelt B blev det også til – i bacheloren – men det er stadig ikke helt godt nok til at trække alle mine C’er opad. Hvis jeg havde været student på et amerikansk college, universitet eller lignende, ville jeg formentlig aldrig få et stipendium til noget større og bedre. Måske måtte jeg endda forlade mig på mine atletiske evner og forsøge at få et sportslegat. Og dem af jer, der kender mig, ved, at hvis det er dén vej, det går, kan jeg lige så godt give op på forhånd og søge job på den nærmeste McDonald’s og gøre karriere der.

Det bringer mig til den konklusion, at det er for svært at få 12 på videregående uddannelser. Altså, på gymnasier rundt omkring i landet smider de jo om sig med dem (præcis som amerikanerne gør med A’s, i øvrigt) så hvorfor ikke bare være lidt mere generøse med dem. Så kommer vi også ud over problemet med, at danske skoleelever er dumme og langsomt opfattende. De ville stadig være dumme og langsomt opfattende, men i det mindste ville andre lande TRO, at de ikke var. Og det er jo det vigtigste i politikernes øjne: At vi er bedre end de lande, vi normalt sammenligner os med.

Et andet godt tip til bedre skolegang ville i samme omgang være at begynde at sammenligne os med lande som Afghanistan, Burkina Faso og Bangladesh. Sandsynligheden for, at vi ville være bedre i forhold til dem, end vi er i forhold til Sverige og Tyskland, er ret stor, skulle jeg mene. Dog uden at vide det, da jeg aldrig har gået i skole i Afghanistan. Måske ville jeg få højere end et syvtal dér… hvem ved?

Anyway, min vrede mail til XXXXXXXhøjXXXkolXXXens rektor, Anne-Marie Dohn, blev med lidt forsinkelse besvaret. Og jeg fik en dybfølt beklagelse over, at eksamensbeviserne var så forsinkede. Det var ikke den udmelding, JP Aarhus fik, da en journalist derfra ringede og spurgte til de manglende beviser, men jeg tænker, at det er fordi, jeg er et bedre menneske end journalisten derfra. Eller også ved skolen bare, at det er dumt at skælde ud på tidligere studerende, fordi den gerne vil have, at vi taler pænt om den ude på medierne og rundt omkring i landet, og hvis vi ikke gør det, falder den i alle folks agtelse og mister sin berettigelse som institution, indtil den strammer op!

Jeg vil gerne tro det første.

Beklagelsen følger:

“Kære Berit Ertmann

Vi beklager, at dimittender fra januar 2011 modtager deres eksamensbeviser senere end lovet.
Årsagen er, at vi i disse måneder sammenkører en række studieadministrative systemer med henblik på at forbedre vores administration og dermed vores service overfor blandt andre studerende.

Implementeringen har desværre taget længere tid, end vi havde forventet. Havde vi haft den viden, da vi holdt dimissionsafslutning for jer, havde vi selvfølgelig meldt klart ud, at eksamensbeviserne ville komme på et senere tidspunkt. Det skal jeg beklage.

Vi ved, at eksamensbeviserne har stor betydning for vores dimittender. Det er også årsagen til, at vi prioriterer at udlevere dem ved selve dimissionen ganske få dage efter, at BA-eksamenerne er overstået. Det er en praksis, som vi også fremover vil have, da vi ved, at denne markering er vigtig for de fleste af vores studerende. Det har vi ikke kunnet efterleve denne gang. Men vi arbejder på højtryk for at få eksamensbeviserne frem hurtigst muligt.

Forsinkelsen kan synes uforståelig, når man som du står og venter på sit eksamensbevis. Og derfor kan jeg kun beklage dybt, at du er blevet udsat for denne ventetid. Dit eksamensbevis vil blive fremsendt hurtigt muligt.

Venlig hilsen
ANNE-MARIE DOHM
REKTOR”

Professionsbachelor i ligegyldighed

Den 11. januar klokken 9.50 trådte jeg ud af lokale 312 på Journalisthøjskolen som færdiguddannet journalist. Tak. Tak. Mange tak. *Laver nedadgående håndbevægelser, signalerer til folket, at klapsalverne kan dø ud nu*.

Jeg er meget glad for min uddannelse, selv om jeg endnu ikke har formået – på trods af mangen en stille aften alene med tankerne – at finde ud af, om jeg kan bruge den til noget, og i så fald hvad. Da jeg ikke vil bruge flere kræfter på at forsøge at finde ud af det, har jeg nu investeret i en PS3, så jeg kan nakke nogle bevæbnede fjender og se, om jeg kan bruge dét til noget i stedet. Men nok om mit privatliv. Dette er en professionel stund, som skal håndteres som sådan.

Mit manglende eksamensbevis har jeg forsøgt at få vredet ud af skolens små, fede betonhænder i månedsvis. Af princip. Fordi man skal holde, hvad man lover. Og fordi jeg ikke har andet at give mig til (se også forrige afsnit).

Derfor har jeg forfattet en mail til skolens rektor, Anne-Marie Dohm. Studieadministrationen kan ganske åbenlyst ikke hjælpe mig, og man skal altid gå til øverste, ansvarlige instans. Det lærte jeg på 2. semester. Eller også var det 1. Men det er skolen, der har lært mig det, og så må skolen også tage slagene, når de kommer. Især når slagene er leveret på en så pragtfuld, passiv-aggressiv og langtrukken facon som følgende:

1. marts 2011

“Kære Anne-Marie,
Jeg skriver til dig, fordi du som rektor er øverste ansvarlige for Journalisthøjskolens procedurer i forhold til dens studerende. Desværre føler jeg, at netop skolens procedurer ikke fungerer i forhold til os, 8. semester efterår 2010, nu nye dimittender. I hvert fald må der være noget galt et eller andet sted, idet vi stadig – over en måned efter afslutningsfesten – ikke har modtaget vores eksamensbeviser.
Grunden til, at det betyder så meget for mig er ikke, at jeg har brug for at hænge mit afgangsbevis i glas og ramme over sengegærdet. Grunden er snarere, at jeg nu i fire år har lært betydningen af at overholde aftaler, overholde forpligtelser og ikke mindst overholde deadlines. I mine år på Journalisthøjskolen har jeg formået ikke at overskride en deadline for en aflevering én eneste gang. Fordi skolens principper var, at deadlines skulle overholdes.
Da jeg ikke modtog mit eksamensbevis den 27. januar fik jeg en fin seddel med i kuverten om, at eksamensbeviserne ville blive fremsendt i begyndelsen af februar. Da jeg den 16. februar skrev til Heidi Riis Ravn og Lone Meier og påpegede, at den 16. februar ikke længere med god smag i munden kan kaldes for “i begyndelsen” af måneden, fik jeg beskeden tilbage, at beviserne ville blive fremsendt “i løbet af næste uge.”
“I løbet af næste uge” er nu også gået. Dermed er det tredje gang, skolen ikke formår at give os de beviser, vi har arbejdet for at få i fire år, på trods af at man lovede at få dem sendt. Hvorfor ikke bare skrive til os på afgangspapiret, at skolen ikke ved, hvornår vi får vores papirer? Jeg har hørt rygter om it-opdatering og servercrash, men når alle de undskyldninger ikke er gangbare for studerende, burde de heller ikke være det for skolen. Punktum.

I øvrigt har jeg svært ved at forstå, at en server kan brænde sammen og være nede i en hel måned, når man må formode, at skolen har back-up af alle vigtige elevoplysninger. Men igen, jeg ved det ikke, for vi har ikke fået noget at vide. Efterhånden vil jeg bare gerne have det bevis, så jeg kan komme videre med mit liv uden at have udeståender med Journalisthøjskolen, og min tillid til skolen som autoritet er visnet som en ugegammel buket roser. I en vindueskarm. I solen. Hvilket er ærgerligt af pommeren til, fordi det er det indtryk, jeg tager med mig fra skolen: At man ikke er indstillet på at overholde forpligtelser indgået med studerende og afgående studerende. At skolens egne regler ikke gælder. At man kan bortforklare med it-relaterede problemer.
Jeg håber, at der for kommende dimittender vil blive rettet på ovenstående. I hvert fald håber jeg, I fremover vil leve efter det gode gamle “practice what you preach” og ikke lade efterdønningerne af en omlægning af it-systemerne vare i månedsvis. Det er uacceptabelt. Eller også skal skolen give dens studerende samme længde snor og fortælle, at det med at love at aflevere til tiden ikke er noget, man går så højt op i.
Synd og skam.

Mange hilsner,
Berit Ertmann – forår 07″

Og så ellers ikke et ord – foruden rubrikken – om skolens nye “professionsbachelor i lusk” og “sandheden er den løgn, vi bliver enige om” og “statsautoriseret…” hvad nu end det er for et ukvemsord, der hænger på halvdelen af alle Århus’ (med bolle-å) bybusser for tiden. Min holdning er den ganske neutrale: Hvad fanden er det for noget selvudslettende, imbecilt, elendigt lortegøgl? Med tilføjelsen: Jeg håber, at alle jeres studerende bliver slimede, kornfede, hårvoksindfedtede ejendomsmæglertyper, som er ordblinde og hvis højeste ambition er at lave PR for et mellemstort provinsdiskotek, fordi de ønsker en klækkelig rabat på Bacardi-rom hver fredag fra 23-01. Ja, jeg sagde HØJESTE ambition!

We’re gonna need a bigger boat…

Til jer, der læser min blog, fordi I synes, den er sjov. Eller har været sjov. Eller håber, at den bliver sjov igen: Lad være med at læse følgende post. Den er ikke sjov. Jeg vil ikke afvise, at bloggen næste gang bliver sjov, måske hvis en eller anden erhvervsmand udtaler noget om fisse igen, eller en eller anden røver kører galt ind i en kiosk og bliver anholdt med M&M’s i hele fjæset. Så kan det være, at vi i fællesskab kan grine lidt af det. Fordi andres elendighed er sjov og især Chelsea-fans’ elendighed. Men det er ikke morsomt nu. Så skip.

Advarsel slut.

Det er nu tre dage siden, pæren i min natlampe sprang. Tre dage uden lys ved sengen, og dermed tre dage med dunkel belysning i lejligheden, fordi mine andre lamper enten også er småwatts soft light pærer eller befinder sig i gangen eller køkkenet. Mange ville være blevet irriterede over det manglende lys og følgelig være gået ned i Føtex for at købe sig en ny pære. Eller to, så man har én til overs, hvis det skulle ske igen.

Men ikke mig. Nej, jeg har levet i mørke hele weekenden. Med blæsten susende omkring bygningen på en uhyggelig, ildevarslende måde, som man ellers næsten kun hører på film, har jeg hver dag mellem kl. 17 og 08 levet i intet andet end skæret fra mit nye tv, som godt nok er større end det gamle, men som alligevel ikke helt giver det samme, hjemlige, hyggelys som en glødepære af den gammeldags slags (medmindre man har sig en af de der pejse-dvd’er, altså.)

Men altså.

Dér, hvor jeg vil hen, er til, at jeg ikke har gidet købe en pære, fordi jeg ikke har tænkt over det før hver aften omkring sengetid, hvor et “satans – jeg gør det i morgen” ikke har været nok til at få mig til at huske det den følgende dag. Som følge heraf er jeg gået hen og er blevet deprimeret.

Ja, sgu.

For depression kan komme af manglende lys, og eftersom der ikke har været en rar dag med masser af lys siden forrige uge – så vidt mit sortsind erindrer – er det nærliggende at drage den konklusion, at det er mørkets skyld. Men depressiv er jeg blevet.

De siger, at det er normalt. Eksperterne. Om vinteren mangler man UV-stråling, og så bliver man pessimistisk og kedelig. Måske ikke omkring jul, medmindre man står midt i en skilsmisse, eller nogen, man kender, lige er død, men i hvert fald i januar og februar, er en stor procentdel af danskerne i en mere eller mindre kronisk, depressiv sindstilstand. Førhen tænkte jeg, at de bare kunne tage sig sammen og komme ud og lave noget, men nu tænker jeg anderledes, fordi jeg forstår de stakkels, depressive, tykke mennesker. Også selv om de ikke er tykke. Det var bare noget, jeg fandt på i farten.

Jeg tror, min depression – ud over det manglende lys – kommer sig af, at jeg endelig er blevet færdiguddannet. Og slutningen på én ting er som bekendt begyndelsen på en anden. Sædvanligvis. Men når det så viser sig ikke at være tilfældet, så ved man slet ikke, hvor man skal gå hen. Slutningen på min uddannelse har nemlig betydet begyndelsen på ikke skide meget. Ud over et job, som er meget hyggeligt, men som ikke er permanent, og som jeg især ikke kan hænge min hat på i fremtiden. Sagt på en anden måde tør jeg ikke begynde at spare optimistisk op til min pension af frygt for, at jeg en måned alligevel ikke har råd til det, og selv om det i teorien er mine egne penge, jeg lægger til side, kan jeg ikke bare lade være med at betale. Ironisk nok. Og farligt, hvis man så ikke har råd til sin husleje.

Så jeg planlægger at læse videre. Bare for at have noget at se frem til (med ordene ‘se frem til’ i de aller- aller- allervildeste gåseøjne nogensinde) og for at sige, at jeg i det mindste har gang i ét eller andet, jeg på længere sigt gerne vil. Problemet med at blive færdig med noget er nemlig også, at hvis man ikke har tænkt på, hvad man vil senere hen, så bliver man spurgt, og så kan man ikke svare. Mange gange kan man ikke svare. Og til sidst bliver man ked af det, fordi man gang på gang må sige, at man ikke har nogle visioner for fremtiden.

“Hold da kæft en idiot,” tænker folk så og ruller med øjnene inden i sig selv, fordi de ikke vil være uhøflige og gøre det åbenlyst. Men de tænker det, gør de!!!

“Du har jo også alle muligheder,” siger de i stedet.

Og så sejler man der i sin egen sø med lyst til at flygte til Bora Bora og ernære sig som turistguide ved en eller anden lagune uden penge til flybilletten hjem og kun med råd til at købe ris og rejer til aftensmad. Det ville være et lorteliv, til gengæld ville det være ret simpelt. Og så slap man for at drømme sig væk til en palmestrand, for der var man i det mindste allerede.

Så var der heller ingen spørgsmål om, hvorvidt ens kæreste flyttede til en anden by for at arbejde, og om man skulle flytte efter, eller om man skulle prioritere sig selv højst, eller om han ville flytte med, hvis man selv fik et job i en anden by, eller om han ville blive boende, og man så skulle med både bus og færge og tog hver weekend for at besøge ham, indtil han eller man selv skulle noget andet en weekend og ikke kunne få besøg, eller man skulle på ferie og ikke så hinanden i flere uger, og at man derefter fandt ud af, at man ikke havde så meget til fælles mere og ikke kunne tale sammen på samme måde som før og derfor besluttede at gå fra hinanden, selv om det egentlig ikke var det, nogen af parterne ville, men det var bare den nemmeste udvej, og så ville man sidde og tude og prøve at forklare alle, at det var for det bedste, men man synes faktisk aldrig, det havde været helt godt…

…for så var man på Bora Bora, og der var ikke så megen tvivl om, at det var lidt svært at have tætte bånd til nogen på den anden side af jorden. Mest fordi, jeg tror, at Skype-forbindelsen måske er lidt dårlig, når man sidder ude på havet og dybhavsfisker med nogle turister og kæresten sidder derhjemme og råber: “Jeg er klar! Jeg er nøgen nu! Kan du høre mig? Hallo?” men alt, man kan høre er bare “rrrrssssshhhjjjjj ssssssssssrrrrhhhhhlloo —- mmmmm — sssrrjjjjjh” mens skærmen har låst sig fast på et stillbillede af loftet.

På den negative side ville man være nødt til at have en kæmpestor ulykkesforsikring i tilfælde af, at man skar sit ben af med en sabel under en vandretur på en af vulkanerne og havde brug for at komme til et sygehus, der var lidt større end Bora Boras kombinerede sygehus/posthus/slagter/lottoforhandler.

Åh, bæver, alle disse valg…

Desværre – eller heldigvis, afhængig af, hvordan man ser på det – er det ofte sådan, når  man er deprimeret, at man ikke så meget som orker at overveje et af de mange valg, man kan tage og i stedet lægger sig og ser Dr. Phil og græder. Nogle gange af de ting, Dr. Phil siger, fordi de er tåbelige. Andre gange fordi, man godt kan se, at man er langt ude i tovene, når Dr. Phil er det eneste indhold, man har i sit miserable liv.

Så var det, jeg sms’ede med en ven. For dem har jeg nogle af, trods alt, selv om de stort set alle sammen bor i København og aldrig gider komme til Århus, undtagen Teis som godt gider, hvis her er øl. Og han sagde “hvorfor kommer du ikke ud og ser nogle folk i Århus? Nogle nye folk? Eller snak med nogle af de gamle.”

Selv om den pågældende ven selv er typen, der sidder hjemme så tit som menneskeligt muligt og spiller PS3 og Nintendo Wii – single player – og egentlig, så vidt jeg er informeret, nyder det ret meget, så var det et godt råd. Bortset fra det med nye mennesker, altså. Jeg hader nye mennesker. Og andre mennesker hader også mig, når jeg er ny, fordi man som 27-årig burde have opbygget et acceptabelt netværk af go-to-folk og derfor ikke har behov for at finde nye ofre, man kan ringe til, når sovsen er brændt på. Så det blev hurtigt droppet. Nye mennesker, seriøst, det er jo ikke en midtvejskrise, det her, tænkte jeg.

Så nu håber jeg, at sociale relationer med allerede kendte mennesker samt måske lidt held og lykke kan få mig ud af sengen og ned i Føtex efter en ny, motherfuckertruckerstor pære til min natlampe, så jeg kan blive mega-blændet af herligheden hver gang, jeg beslutter mig for at læse lidt inden sengetid. Måske slår det fejl. Og det kan helt sikkert ikke hjælpe mig ud af den altoverskyggende “mangler mål og mening”-nihilistiske ligegyldighed. Men måske kan det få mig til at tænke på noget andet. Og som bekendt kommer de store idéer jo altid, når man tænker på noget andet. Og nogle gange når man koncentrerer sig. Eller når man sover. Eller når man burde koncentrere sig om at køre bil men bare ikke kan lade være med at falde i staver og kommer til at køre en kanin ned og bliver deprimeret igen, fordi Gud ikke kan lide dyremishandlere, og så kommer jeg aldrig i himlen. Jeg håber. Både på det ene og på det andet. Undtagen det med aldrig at komme i himlen.

Indtil da er det bestemt ikke morsomt.

Dumhed v. 42,1

Bedst, som man troede, grænsen var nået…

bedst, som man tænkte, man havde hørt det sidste…

bedst, som man håbede, der ikke var flere damer tilbage i verden som Joan Ørting…

…så dukkede Pouline Middleton op!

Og lur mig, om vi ikke har hørt historien før: Normalt til jævnt udseende kvinde tager en uddannelse (i dette tilfælde er kvinden guddødeme journalist. De har heller aldrig været for kloge), normalt til jævnt udseende. uddannede kvinde kan ikke finde mål og mening med livet, normalt til jævnt udseende, uddannede, målløse kvinde går i panik, og normalt til jævnt udseende, uddannede, målløse, paniske kvinde finder på sin egen livsfilosofi for at blive kendt.

Til alt held slår disse forsøg på at blive kendt fra normalt til jævnt udseende, uddannede osv. kvinde normalt fejl. Fordi samfundet ikke gider høre på dem, og deres bøger følgelig får lov til at samle støv på bibliotekshylderne, eller – hvilket er at foretrække – samle støv på en eller anden forlæggers reol, nederste hylde, helt inde bagved.

Men Pouline Middleton, hun er blevet kendt. Skræmmende, foruroligende og forfærdeligt nok er hun blevet kendt. Eller, halvkendt. Men det er netop derfor, at det er utrolig vigtigt at stoppe hende NU, før hun får sin egen klumme i Ekstra Bladet eller et ugentligt, irriterende show på TV3. Sådan går det nemlig, når man ikke stopper hysteriske kvindemennesker. Det er derfor, at vold nogle gange er ok, uden at jeg i øvrigt selv har lyst til at udøve det i andet end min (veludviklede og meget levende) fantasi.

Men hvad har hun gjort, damen?

Det skal jeg sige dig.

Hun har for det første været i et morgenshow, hvor hun fortalte om sin seksualitet. Levende. Og med velplacerede grin og gestikulering, så man vel nok lige kunne se, at hun er en kvinde, der er tilpas i sin egen krop.

Og nu har hun også været i B.T.

Jeg ved godt, at et morgenshow og B.T. ikke betyder noget i det store mediebillede, men allerede på dette tidlige tidspunkt, hvor hun kun har udgivet én bog (for ja, det kan hun også, og den står ikke umiddelbart på min liste over ting, jeg ønsker mig til min fødselsdag eller ville give min familie, venner, veninder, fjender eller fremmede folk på gaden til deres fødselsdag) har hun allerede fået lov til at bræge op flere steder om hendes livsfilosofi.

Denne livsfilosofi vil jeg beskrive nu. Og hvor jeg anerkender, at det nok fungerer for hende, forbeholder jeg mig stadig retten til at ytre mig om, at det er en vanvittig og sammenbrasende latterlig filosofi, og hvis blot en brøkdel af danske kvinder tager den til sig, så gider jeg ikke bo i det her land mere. Ægte.

Pouline har nemlig tre mænd: Én til at tale med, én til at dyrke sex med, og én til det praktiske.

“Jeg forstår ikke, hvorfor man skal være nærig med sin kærlighed og sige, at den kun er til dig. De fleste mennesker lader som om, de er monogame, men har andre ved siden af, når man spørger lidt mere ind,” siger Pouline til B.T.

Og desuden, siger hun: “Det er urealistisk at basere et forhold på forelskelse.”

Ja, Pouline Middleton. Men så er det, jeg spørger…

Den her filosofi, hvor man nærigt giver sin kærlighed til én person,  kan man også gøre det ved sin familie? Og sine venner? For så vil jeg straks prøve – fordi jeg er sådan et godt menneske – at finde flere mødre, fordi jeg synes, at min mor måske ikke lige gav mig store nok julegaver sidste år. Måske vil jeg hellere dele min kærlighed og min tid mellem, say, TRE forskellige familier. Det tror jeg ikke, der er nogen, der bliver kede af. For de kan vel forstå, at det er helt forkert kun at elske én mor og én far. Når man sagtens kan elske flere.

Desuden tænker jeg, at min bedste veninde vil forstå, at jeg ikke gider lytte til hendes kæresteproblemer i dag, fordi jeg skal hænge ud med Malene, som er min nye kaffe-veninde, som kun duer til at drikke kaffe med, men som jeg til gengæld ikke gider drikke mig fuld med, for det har jeg Tanja til.

Det er synd for hende…

…at Pouline i hele sit liv (som må være ret langt baseret på de få billeder, jeg har set af hende) ikke har fundet en mand, som både kan tale med hende og give hende sex. Det var dét, jeg tænkte, da jeg havde fordøjet vreden over, at hun fik lov til at ytre sig på en så billig baggrund som “hov, fler-mænderi, det har vi ikke set i et stykke tid, lad os skrive om det, og ja, lad os da også udgive en bog.”

Men så kom jeg til at tænke på, at det måske ikke er mændenes skyld. Måske er det fordi, Pouline Middleton er sådan en enorm heksekost, at ingen and kan orke at være sammen med hende længe nok til at klare hele tre ting på én gang.

“Hun har skiftet løbende ud i alle afdelinger (af mænd, altså) over de sidste seks år,” skriver B.T.

Har DU skiftet ud, Pouline? Eller er de skredet? Stille og roligt? Fordi replikken “hej, du er handy, det kan du hjælpe mig med. Til gengæld er du ikke lækker, så jeg vil ikke knalde dig,” måske ikke har fungeret for dem i længere tid ad gangen.

Er det fordi, at det er en falliterklæring at blive skilt fra én mand, men hvis man slår op med otte over seks år, er det noget andet? Eller hvad? Jeg forstår ikke logikken. For mig at se er det bare en barnagtig opførsel på linje med “jeg vil ha’ en is nu!” og en livsstil, der er dedikeret til at opfylde ens egne, egoistiske, her-og-nu-behov, og når det så ikke kører helt godt længere, så skifter man manden ud, som om han var batterier i en fjernbetjening, eller et andet apparat, som kvinder som Pouline Middleton sikkert kender alt til.

Men helt alvorligt:

Og nu er det ikke sjovt længere. Nu mener jeg det saftsuseme alvorligt.

Er parforholdet, som vi kender det i dag, på tilbagetog, som Pouline Middleton mener? Det er da fint, hvis nogle har det på den måde. Farvel til kernefamilien – men så skal vi satme også lade være med at svine lesbiske og bøsser til, hvis de gerne vil adoptere, fordi “et barn skal have en far og en mor.” Så går det hele jo agurk. Så findes der ingen “far” og “mor” men bare “mor og mand 1, mand 2 og mand 3.” Er det ikke en egoistisk tankegang? For slet ikke at tale om de stakkels mænd, som bestemt ikke kan gøre det samme, før der bliver råbt op om kvinderettigheder og sexisme. Stakkels, stakkels mandekønnet.

Måske ér det i virkeligheden både smukkere og mere tilfredsstillende netop at sige “min kærlighed er kun til dig.” Så må man basere den på noget andet end at få dækket sine egne, umiddelbare behov. Eller basere den på forelskelse i begyndelsen men lade den gro over i noget andet efterhånden. Måske vokser den sig til noget bedre og større og mere tilfredsstillende end Thomas, som samler ens Ikea-skabe og Hans, som man taler med i timevis. Hvem ved, man kunne også bare få Thomas og Hans som venner og lade være med at lade dem erstatte en fast kæreste.

“Pouline havde i mange år et ideal om at kunne hengive sig hundrede procent til sin partner, men fandt ud af, at det var urealistisk.” Ja, B.T. igen.

Det er også urealistisk, at jeg nogensinde bliver glad for mit job, så jeg tror, jeg siger op. Det er urealistisk, at jeg nogensinde kommer til at sætte mig ind i skatteregler, så jeg gider ikke forsøge. Det er urealistisk, at jeg får en krop som Jessica Alba, så jeg tror, jeg bliver hjemme og æder choko-marcipanis hele dagen. For når jeg nu kan sige, at jeg ikke prøver, så kan jeg ikke sige, at jeg fejlede. I stedet skrider nu flere mænd fra Pouline årligt, men det gør jo ikke noget, fordi hun ikke er bundet til dem – og dem til hende.

Så er det vel på sin vis fint, at man som 80-årig sidder alene tilbage og har haft flygtige bekendtskaber hele livet og ingen at sidde og dele sin elendige ældrebolig-skæbne med, ikke fordi man stadig elsker at tale sammen, men fordi man godt kan lide at have ham ved siden af sig, mens man gætter krydsord og spiser vælling. For dér har han altid været.

Måske vælger Pouline noget andet. Men jeg vælger sidstnævnte. Mit problem er nu bare, at det er så normalt, at ingen vil udgive en bog om det. Og så får jeg aldrig lov til at holde foredrag og udgive bøger om min livsstil.

Tja.